Frederiksberg har den laveste andel af borgere med en usund kostadfærd. Og er næsten helt i top hvad angår et sundt kostmønster – kun overgået af Gentofte Kommune i Region Hovedstaden. Det viser nye og opdaterede tal om danskernes sundhed.

Var det noget med en pizza, burger eller cola?

Ellers tak, lyder det her på Frederiksberg. Det er en af konklusionerne i nye og opdaterede tal om danskernes sundhed i Den Nationale Sundhedsprofil, som er baseret på et spørgeskema, hvor 180.000 danskere har besvaret spørgsmål om deres sundhed, sygdom og trivsel.

Her er Frederiksbergs borgere langt fremme, når det kommer til et sundt kostmønster. Så langt, at vi spiser mere sundt end eksempelvis borgere i Vanløse, Valby, Nørrebro og Vesterbro. Faktisk har vi Frederiksberg i hele Region Hovedstaden den laveste andel af borgere med en usund kostadfærd.

”Det er et billede på de generelt gode levevilkår, der er på Frederiksberg. Vi har det godt her i kommunen. Det giver et overskud i hverdagen til at leve sundt. Og så er det også et resultat af vores mangeårige oplysning om sundhed via Sundhedscentret”, fortæller Flemming Brank til weFRB.dk.

Han er formand for kommunens Sundheds- og Omsorgsudvalg og stolt af de nye tal, som han er meget positiv over for.

”Det betyder jo, at vi på længere sigt slipper for livsstilssygdomme som eksempelvis diabetes 2. Her har vi på Frederiksberg også en lav forekomst, der ligger under landsgennemsnit. Og når vi har det godt fysisk, så betyder det også, at vores mentale sundhed er god”, siger udvalgsformanden.

Han uddyber, at Frederiksberg Kommunes sundhedsmedarbejdere allerede i ungdomsårene er opmærksomme på unge overvægtige, som bliver hjulpet til en sundere livsstil.

”Men også som voksen kan man jo henvende sig i Sundhedscentret, hvor vores kostvejledere altid er klar til at hjælpe”, siger Flemming Brank.

Har du brug for hjælp til kostvejledning, så finder du kontaktoplysninger på kommunens Sundhedscenter via linket her.