Mange aner slet ikke, at en tur i solen med både halskæde, armbånd og ring på kan være fatalt for dine smykker. Derfor får du her en guide til, hvordan du undgår at ødelægge dine smykker i sommersolen.

Solcreme, kropsolier og fedt fra huden. Det hele sætter sig på dine smykker og ødelægger dem. Derfor skal du tænke dig om, når du går en tur i solen eller på stranden.

”Både solen, creme samt fedt og skidt derfra sætter sig simpelthen på dine smykker, så de kommer til at miste glansen. Det er jo synd og skam, når man har brugt mange penge på et smykke”, fortæller Dorte Sparre.

Hun er salgs- og marketingchef for Hagerty i Skandinavien, der er specialister i at udvikle produkter, der plejer og renser smykker. Og så er hun noget af en ekspert i, hvordan man bedst passer på sine smykker.

”Langt hen ad vejen handler det jo om simpel sund fornuft. Tag nu bare smykkerne af, når du går en tur i solen eller på stranden. Det slider unødigt på smykkerne”, uddyber Dorte Sparre.

Typisk vil guldsmykker miste sin glans, mens sølv simpelthen korroderer og går i stykker.

”Og man kan jo ikke helt undgå, at smykkerne mister glans, så sørg for at finde nogle kvalitetsprodukter til at rense dem. Det kan din lokale guldsmed eller smykkebutik hjælpe dig med”, fortæller Dorte Sparre.

Og hvis du er en af dem, der insisterer på at beholde smykkerne på, så lyder rådet, at det er bedst at vente med at tage dem på, til du har smurt dig ind i creme, taget parfume på og så videre – så din hud er helt tør igen.

”På den måde sætter de ting sig nemlig ikke direkte på smykkerne”, siger Dorte Sparre.