Frederiksberg er kendt som Københavns grønne hjerte med masser af parker og grønne områder. Men ikke alle er sådan lige til at finde. Og gemt væk bag bygninger på Rolighedsvej ligger en af dem. En skjult oase.

Solen bager fra en skyfri himmel og giver endnu en sommerdag til Frederiksberg. Foran det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Rolighedsvej sidder et par kvinder og nyder solen.

De studerende kender ikke parken
Foto: Lars Degnbol

Lige bag ved dem. Bag de gamle bygninger på Rolighedsvej ligger en park. En skjult park. Og her er der tomt. Aldeles tomt. Og det er der en god grund til. Parken er nemlig måske Frederiksbergs bedst bevarede hemmelighed. Her ligger en skjult oase. En skøn park med plads til afslapning, bænke og vilde planter.

Hvorfor ligger I ikke i parken på den anden side af bygningen, spørger vi, da vi ser kvinderne på bænken foran fakultetet.

”Ligger der en park der?”, svarer Maisaa Dababneh med det samme.

Jeg har boet her i 30 år, og jeg har slet ikke vidst, der lå en park der

Og det er hun langt fra den eneste, der ikke ved, fortæller parkens gartner, Linda Hertz.

”Jeg ser ofte cyklister, der lige stopper op her ved de smukke gamle bygninger og bliver draget lidt ind af det hele. Så udbryder de: ´Gud, det er da en perle´, og spørger, om de må gå rundt, og de må de jo gerne”, siger hun til weFRB, og uddyber, at mange bliver benovede over, hvor smukt der er.

Gartneren er ved at lave afklip til undervisningen
Gartneren er ved at lave afklip til undervisningen. Foto: Lars Degnbol

Men i virkeligheden kalder Linda Hertz det slet ikke en park. Til daglig er haven nemlig en del af undervisningen på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, hvor blandt andet landskabsarkitekter bliver uddannet. Og så er haven også en del af de væksthuse, der formerer og kultiverer arter, der bliver plantet ud i Landbohøjskolens Have.

”Vi kalder parken det botaniske system. Her er vilde planter, som bliver brugt til undervisning. Derfor er der også små sedler på alting.”, siger Linda Hertz.

Hvis du er blevet nysgerrig på parken, som du altså gerne må benytte, så finder du den bedst ved at gå ned ad L.I. Brandes Allé fra Rolighedsvej, forbi de gamle og smykke fakultetsbygninger. Og helt bagerst bag ved driv- og væksthuse finder du så parken, som grænser op til Åboulevarden.