Du kender hende måske fra tv-programmet ’Hjem til gården’ på TV2. Her fortalte 43-årige Signe Hyllested åbenhjertigt om, hvordan hun igennem sine 30’ere forgæves havde forsøgt at få børn. Nu har hun accepteret, at hun aldrig bliver mor. I stedet bruger hun sine 40’ere til at nyde tilværelsen og gøre alt det, der gør hende glad. Og så bliver hun aldrig færdig med både at drømme og udforske livet.

Foråret kaster sine allerførste kolde solstråler ned på Frederiksberg Have. Her møder weFRB.dk Signe Hyllested til en af de ting, hun holder mest af. En gåtur med to go-kaffe i Frederiksberg Have. Enten sammen med andre til en sludder om livet, eller alene med god tid til at reflektere og cleare hovedet.

Det gjorde hun især også, da hun sagde farvel til drømmen om at blive mor.

”Livet ændrer sig hele tiden. På det tidspunkt var det en stor sorg, og det vil altid være en sorg, men man kommer over på den anden side”, fortæller Signe Hyllested.

Skal vi tage kold hvidvin med i haven?

Hun har boet på Frederiksberg i 23 år. Det er her, hun elsker at gå ture. Det er her, hun føler sig hjemme. Tæt på familie og venner, og det er her, hun spontant kan råbe op til overboen, om de skal tage kold hvidvin med i haven. Det kalder Signe og hendes veninde Lindevangsparken, hvor hun bor.

”Når man har boet så mange år et sted, så kender man alle stræder og gader og en masse mennesker. Det giver tryghed og glæde. Jeg har en dejlig familie og to skønne nevøer på et og fem, som jeg elsker overalt på jorden. Og så har jeg hele min selvvalgte familie. Mine venner og veninder”, fortæller Signe.

LÆS OGSÅ: Fra tissehus til kaffebar: I dag er ‘Tissekonen’ byttet ud med kaffe og mad hos Olivers Oase

De drikker sammen hvidvin. Kaffe på Maudes, og indimellem spiser de middag på Ewalds. Når corona-situationen ellers tillader det.

”Der hænger pris, kvalitet og service bare sammen”, siger Signe.

Og så går hun sine ture.

”Jeg elsker at gå. Især på Frederiksberg. Frederiksberg kan bare noget med alle de åndehuller, der er. Og man er aldrig særlig langt fra naturen, selvom man bor i byen”, siger hun.

Hellere end omvej for meget end for lidt

Netop naturen betyder meget for hende. Hun har allerede gået caminoen, og med den nuværende nedlukning, hvor hun ikke kan rejse, traver hun i stedet op og ned ad alle gader på Frederiksberg.

”Det handler om at finde sin egen lille verden, der hvor man er. Jeg vil gerne på et tidspunkt have gået på alle gader på Frederiksberg”, fortæller Signe.

Når hun går, får hun nemlig ofte øje på noget. Og hun vil hellere tage en omvej for meget end for lidt. Bogstaveligt talt. Et eksempel er med Digterlunden lige ved siden af fortovet ved Allégade.

”Der er det mange, der bare går på fortovet, men så går de glip af det smukke og de små øjeblikke. Det vigtige her i livet er ikke ens mål. Det er vejen derhen. Ofte snubler man over noget, der er spændende. Jeg er meget nysgerrig og kan godt lide de detours”, fortæller Signe.

En af de omveje må for hendes skyld gerne være en kommende kæreste. Og han skal helst komme af sig selv.

”Jeg er ikke god til dating-apps. Jeg kan simpelthen ikke lide at skrive og dele ud af mig selv til en, jeg ikke kender. Men det er sommer lige om lidt, og det fedeste ville være at sidde på et tæppe med en kold flaske hvidvin og en god veninde i haven, og han så bare dukker op lige der, og der opstår noget ping pong”, fortæller Signe.