Kaffe, croissanter, vin og charcuterie. Snart kan du se frem til ægte pariserstemning på hjørnet af Vodroffsvej og Danas Plads, når folkene bag Salon 39 udvider porteføljen med ny café, vinbar og butik, der får navnet Salon 39 Vinbar & Butik.

”Vi glæder os helt vildt til at åbne Salon 39 Vinbar & Butik”, siger Mads Magnusson til weFRB.dk.

Han ejer sammen med sin kone Camilla Hjorth Salon 39 og tre andre restauranter i København. Og i et års tid har de leget med tanken om en ny café, vinbar og butik på Frederiksberg. Det bliver altså nu realiseret med åbningen af det nye sted.

“Det bliver et ægte fransk parisersted på Frederiksberg. Om morgenen kan man få en lækker croissant og en god kop kaffe. Til frokost kan man eksempelvis få baguette med and. Og om aftenen vil vi servere charcuterie og rigtig god vin”, siger Mads Magnusson til weFRB.dk.

Kan du lide artiklen, så følg os så gerne på Facebook

LÆS OGSÅ: Fra tissehus til kaffebar: I dag er ‘Tissekonen’ byttet ud med kaffe og mad hos Olivers Oase

Vinbaren og butikken kommer til at ligge på hjørnet af Vodroffsvej og Danas Plads, hvor Underdog Coffee tidligere havde lokale. Nu skal stedet gennemgå en transformation. Og så ser Mads og Camilla frem til at kunne slå dørene op på den anden side af industrisommerferien.

“Det bliver et lille sted med en fem-seks borde. Og så bliver det også en butik, hvor man købe virkelig god vin”, siger Mads Magnusson.

Med åbningen af stedet begynder Mads og Camilla selv at importere vin. Og udover at sælge vin i butikken, så vil de også arrangere vinsmagninger og events i butikken.

Foto: Mikkel Bækgaard/Salon 39

Salon 39 Vinbar & Butik kommer til at have åbent fra tidlig morgen til ved en 23-tiden om aftenen. Vi glæder os til at besøge Frederiksbergs helt nye ægte parisersted.

LÆS OGSÅ: Meyers udvider med helt unik mindre restaurant i Fasangården i Frederiksberg Have