Frederiksberg er optimal at bruge som dit udendørs fitness-center, uanset om du er nybegynder eller garvet. Her guider personlig træner, Mathias Haastrup, dig til de bedste steder at træne på Frederiksberg.

En gennemtrængende lugt af sved. Ingen ventilation. Og hvor er det nu mit medlemskort er henne?

Der kan være mange grunde til at skippe træningen i fitness-centeret for en god omgang træning udenfor. Det gælder ikke mindst nu, hvor foråret banker på, og det er bare lidt sjovere at være udendørs.

”I sommerhalvåret tager jeg typisk mine klienter med ud en gang om ugen, hvis de er med på den. Så hopper vi i Søndermarken eller Frederiksberg Have. Det er helt vildt fedt, for når man bruger byen som sit gym, så er det fleksibelt. Her er det bare på med skoene og derudaf”, fortæller Mathias Haastrup.

Han er meget imponeret af, at der mange steder i byen er udendørs træningsfaciliteter. Det skal man bare udnytte og bruge, mener den personlige træner. Han er selv mest glad for at træne i Søndermarken.

”Der er bare de bedste træningsarealer der. Både i forhold til plads og mennesker. Og så er det faktisk muligt at gennemføre en hel kropstræning uden brug af remedier”, siger Mathias Haastrup.

Han anbefaler, at man kombinerer løbetræning, intervaltræning og styrketræning, og understreger samtidig, at Søndermarken ikke er for alle nybegyndere, hvad angår løb. Der er nemlig en del kuperet terræn. Frederiksberg Allé til gengæld perfekt for nye løbere.

Det er oplagt som begyndersted for løbere, fordi de gamle træer indikerer en afstand, man kan bruge som pejlemærke for sin træning. På den måde kan man skiftes til at gå og løbe.

”Det er helt perfekt, for så kan man holde øje med sine fremskridt og hele tiden lægge et træ ekstra ind i sin træning”, siger den personlige træner, og uddyber, at det vigtigt som nybegynder ikke at sætte mål om eksempelvis at træne fem gange om ugen.

”Den bedste træning er den, der bliver lavet. Det handler ikke om at træne fem gange om ugen. Det handler om at vælge en frekvens, der passer til en selv. Jeg tror meget på, man skal vælge et minimum som eksempelvis to gange om ugen, og hvis man så kommer til at træne mere, jamen så er det bare blær, for så arbejder man hele tiden hen mod succeser. Play it safe, det er det vigtigste”, siger Mathias Haastrup.

Her har han lavet to eksempler på udendørs træningsprogrammer. Et til den garvede, og et til nybegynderen.

Helkropstræning med Mathias Haastrup I Søndermarken og Frederiksberg Have:

– Varm op med en løbetur hen til Djævlebakken i Frederiksberg Have.
– Brug bakken som intervaltræning. Spurt opad, gå nedad. Og gentag det nogle gange. Som alternativ kan man også benytte trapperne til Officerskolen.
– Løb så over til de udendørs træningsfaciliteter midt i Søndermarken, hvor du kan lave en øvelse til core, to til benene og to til armene. Det kan eksempelvis være planke til core, push ups til overkroppen, Australian pull ups til overkroppen, hvor man ligger vandret under en stang og trækker sig selv op. Derefter kan man lave Air Squats til forsiden af benene og Hip Thrust til bagsiden af benene, hvor man ligger ned, trækker fødderne op under sig og skubber hoften op.
– Gå øvelserne igennem 3-4 runder med 10 repetitioner hver gang.
– Løb så hjem igen.

Begyndertræning med Mathias Haastrup på Frederiksberg Allé:

– Snør løbeskoene og gå hen til Frederiksberg Allé.
– Den er lidt over en kilometer lang, og der er cirka otte meter mellem hvert træ, som du skal buge som pejlemærke for din træning.
– Start i den ene ende. Løb så imellem to træer, gå hen til det næste. Og gentag så.
– Hold endelig pauser undervejs.
– Skru op for intensiteten, så du i uge to tager to træer og to omgange op og ned ad alléen.
– Herefter kan du begynde at løbe mellem tre træer og så videre. Det kan du løbende selv holde øje med.

Mathias Haastrup uddyber, at der er mange spots i byen, hvor kommunen har opsat udendørs træningsfaciliteter. Derfor råder han dig til at finde et i nærheden af dig, hvor du kan bruge træningsprogrammet fra Søndermarken.

God træning.