Denne lækre opskrift kommer fra Fuldkornspartnerskabet og er en perfekt mulighed for at få lidt ekstra fuldkorn og grønt ind i en travl hverdag. Pastasalaten er nemlig både sund og let at lave. Og så er det et optimalt alternativ til de kødfri dage.

Når hverdagen bliver travl og stresset, kan det være svært at få tid til alting. Men denne skønne og sunde opskrift på en lækker og sund pastasalat gør det hele lidt lettere.

Retten kan enten spises i sin rene form, men kan du ikke undvære lidt kød, så er den også perfekt som tilbehør til eksempelvis et stegt kyllingebryst eller andet kød.

Pastasalat med grøntsager og karrydressing

Ingredienser:
4 personer
300 gram fuldkornslogomærket pasta
150 gram broccoli
70 gram rød peberfrugt
160 gram portobellosvampe
110 gram gulerødder
150 gram spidskål
20 stk. cherrytomater (230 gram)
35 gram pinjekerner
1 spsk. olivenolie
200 gram creme fraiche 5%
2 tsk. karry
½ tsk. salt
½ tsk. peber

Fremgangsmåde:
Kog pastaen som anvist på pakken. Snit alle grøntsager.

Når pastaen er kogt, hæld da vandet over broccolien og lad det trække i 5 minutter, så broccolien bliver mør.

Steg portobellosvampene og gulerødderne i olien. Rist pinjekernerne på en tør pande. Bland alle ingredienserne sammen.

Lav en dressing af creme fraiche, karry, salt og peber og bland den sammen med pastasalaten