Det vrimler med parker og haver på Frederiksberg. Her har vi samlet et overblik over de smukkeste og hyggeligste steder at gå tur, holde picnic eller bare puste lidt ud.

Frederiksberg er den af de større kommuner, der har flest træer langs vejene, og lægges antallet sammen med de mange parker og anlagte haver, er der cirka 6.000 træer på offentlige steder.

Selv om for eksempel Frederiksberg Allé er smuk, så er der nu noget særligt over de grønne områder. Der, hvor du føler dig helt trukket væk fra vejene. Her finder du et overblik over de smukkeste og hyggeligste åndehuller på Frederiksberg.

Frederiksberg Have

Klassikeren og kongen over dem alle må være Frederiksberg Have. Parken er enormt stor og rummer alt, hvad hjertet kan begære: Store græsplæner, åer, broer og et slot!

Der er også et rigt dyreliv i form af blandt andet egern og traner, og så er der kig direkte ind i Zoologisk haves elefantgård.

Frederiksberg Have
Foto: Benedikte Brix
Frederiksberg Slot i Frederiksberg Have
Foto: Oliver Forster/Shutterstock.com

Søndermarken

Lige på den anden side af Roskildevej fortsætter parken, dog med navnet Søndermarken. Det er i Søndermarken, du blandt andet finder de underjordiske, tidligere vandreserver, der i dag bruges til kunstudstilling: Cisternerne.

Søndermarken har store, åbne plæner og god plads til leg, afslapning, picnic og hygge.

Søndermarken, parker og haver på frederiksberg
Foto: Benedikte Brix
Årets udstilling i Cisternerne på Frederiksberg er med kunstner Jeppe Hein
Cisternerne. Foto: Anders Sune Berg

Haveselskabets Have

I det hjørne af Frederiksberg Have, der vender ud mod Frederiksberg Runddel, ligger indgangen til en lukket have, der indeholder endnu et væld af små haver.

Udover at være hjemsted for restaurant Mielcke & Hurtigkarl rummer Haveselskabets Have også en skovsø, rosenhave, en japansk have og et hyggeligt grønt område, der er perfekt egnet til at læse en god bog.

Den japanske have i Haveselskabets Have, parker og haver på Frederiksberg
Foto: Benedikte Brix
paradehuset haveselskabets have
Foto: Benedikte Brix

Landbohøjskolens Have

Landbohøjskolens Have blev grundlagt samtidig med landbohøjskolen tilbage i 1858, og den bruges stadig flittigt. Tager du forbi om aftenen, vil du se en masse par og veninder sidde rundt omkring med picnickurve eller øl, ligesom der også er plads til at læse en bog på en af de afsides bænke eller bare tage en gåtur gennem parken og rundt om søen.

Aksel Møllers Have

Metrobyggeriet har gjort sit indhug, men der er stadig rigtig hyggeligt i Aksel Møllers Have, hvor der er blevet plantet lidt nye træer og er både legeplads og hundegård. Derudover er parken et samlingssted for de lokale og bruges ofte til både polterabend-lege, rapbattles eller boglæsning.

Aksel Møllers Have, parker og haver på Frederiksberg
Foto: Benedikte Brix
Aksel Møllers Have, haver og parker på Frederiksberg
Foto: weFRB

Hostrups Have

Hostrups Have er navnet på den nu tidligere andelsboligforening og på den lille park i midten. Her er der blomstrende træer, grønt græs, hundeluftere og kun få meter til den travle Falkoner Allé, hvor du kan finde alt, hvad hjertet begærer af snacks og fulde måltider til din pause i parken.

Forår i Hostrups Have, kirsebærblomster, kirsebærtræer, parker og haver på Frederiksberg
Foto: Lars Degnbol
Blomstrende kirsebærtræer i Hostrups Have på Frederiksberg, kirsebærblomster, parker og haver på frederiksberg
Foto: Lars Degnbol

Grøndalsparken

Fra Fuglebakken station og ned til Damhussøen finder du Grøndalsparken i én smal, grøn strækning. Turen gennem parken er cirka tre kilometer lang – hvis du vel at mærke tager den på den lange led – og slår vejen forbi Grøndal og Flintholm station.

Parker og haver på Frederiksberg, Grøndalsparken ved Fuglebakken Station
Foto: weFRB

 

Parken i Fuglebakkekvarteret

Der er grønne områder på begge sider i krydset mellem Egernvej og Solsortevej, hvor der er bænke, buske og ro, fordi villakvarteret ligger trukket væk fra Godthåbsvej.

Såvidt redaktionen ved, er der intet navn for denne grønne plet, men vi synes, den fortjener at blive nævnt på denne liste over haver og parker på Frederiksberg. Beboerne i området refererede tidligere til bunkeren, der nu er revet ned og kalder ellers stedet for “legepladsen ved Egernvej” eller “parken ved Egernvej”.

Tuborg-labyrinten

Stiller du dig på Pile Allé med ansigtet vendt mod Frederiksberg Slot og tennisbanerne, vil du finde en labyrint af lave bøgehække. Der er tilsammen cirka 800 meter grusstier, der snoer sig gennem labyrinten, og finder du ind til midten, vil du blive modtaget af en bænk, hvor du kan hvile dig oven på anstrengelserne.

Et sjovt sted, måske især hvis du har børn med – voksne vil dog også sætte pris på labyrinten, da bænken er placeret på en græsplæne formet som Tuborg-mærket.

frederiksberg slot set fra pile alle
Foto: weFRB

Den Grønne Sti

Skyder du ofte genvej gennem byen på cykel, kender du måske allerede den Den Grønne Sti. Det er dog også muligt at gå på den fine strækning, som krydser forbi blandt andet Frederiksberg Centret og Landbohøjskolens Have.

Stien er hele ni kilometer og starter og slutter på Nørrebro og i Valby. Der er kun syv lyskryds på hele ruten, hvorfor den netop er oplagt som genvej for cyklister eller dig, der bare gerne vil have en roligere rute gennem byen.

Rosenhaven

Hvis du jagter zenfølelsen, så kan vi love dig, at du finder den i Rosenhaven ved Hollændervej tæt på Frederiksberg Runddel og rådhuset. Den blev anlagt i 1966 mellem Allégade og Ludvigs Minde, hvor Frederiksberg Sporveje i sin tid lå.

Som navnet antyder, er haven fyldt med roser, og det er både smukt og velduftende at gå rundt og nyde roen og farverne – og så har roserne navneskilte, så du kan se, hvad de hedder. Der er også en legeplads i haven.

Solbjerg parkkirkegård

Solbjerg Kirkegård indeholder en række temahaver, hvorfor stedet nu betragtes som en parkkirkegård. Det betyder, at du kan bruge parkkirkegården på samme måde, som du ville bruge de andre parker og haver på Frederiksberg.

Temahaverne tæller en dufthave, bibelhave, sommerfuglehave, dahliahave og en vandhave.

Lindevangsparken

Lindevangsparken har en størrelse på 31.000 m², er anlagt på en del af den tidligere Reebergs Fælled. Parken finder du ,ellem Dalgas Boulevard, Finsensvej og Ved Lindevangen. Her er der grønt og lækkert og masser for alle aldre. Blandt andet  et soppebassin, en elektronisk vandlegeplads og en bemandet legeplads med mange aktiviteter for store og små.

Julius Thomsens plads

Grønne plæner og snorlige hække står helt symmetrisk og troner foran Skt. Markus Kirke. På grund af naboen Forum og Forum station, er den grønne plet et populært mødested og derfor også venteområde, hvor der er opsat bænke.

Det Botaniske System

Denne have, der ligger skjult bag det natur- og biovidenskabelige fakultet, er en del af undervisningen for for eksempel landskabsarkitekter. Den er fyldt med vilde planter med små navnesedler og er rigtig smuk og rolig.

Gå ned ad L.I. Brandes Allé fra Rolighedsvej mod Nørrebro, forbi de gamle og smykke fakultetsbygninger, så finder du en af vores fineste parker helt bagerst bag ved driv- og væksthuse, som grænser op til Åboulevarden.

Læs også artiklen om Det Botaniske System: Skjulte perler: Her er Frederiksbergs hemmelige park

Mulighed for et hvil
Foto: Lars Degnbol
Parken ligger bag Landbohøjskolens gamle bygninger.
Det Botaniske System ligger bag Landbohøjskolens gamle bygninger. Foto: Lars Degnbol