Pssst. Du kan også komme på besøg.

Dybt under Falkoner Allé. Under asfalt og kolde stenhvælvinger, som udgør loftet til et lille og hemmeligt rum, man kan ane fra et glasvindue i restauranten San Marco JUNIOR. Her er Frederiksbergs måske mest gemte vinkælder med italiensk vin. Et bellissimo-syn for vinelskere. Et vindue til årgangs-Barolo og Pinot Nero.

”Hvis man spørger, kan man godt komme derned”, fortæller indehaveren af San Marco JUNIOR, Marc Zangrando, da weFRB får lov til at kigge ind.

San Marco JUNIOR Frederiksberg
Foto: Anders Reinholdt Jonssen

Her er hvælvinger, lavt til loftet og et rundt bord midt i det hele. Her sidder Marc ofte sammen med sit personale og får et glas vin. Og på sigt vil han godt sætte det i stand, så man kan komme til at booke en aften i vinkælderen.

”Jeg er stor fan af italiensk vin. Og det bærer det meget præg af på mit vinkort. Det er udelukkende italienske vine. Italien er verdens mest vinproducerende land i verden, så der er vitterligt noget for alle sanser”, siger han, mens han kigger rundt på flaskerne i kælderen.

San Marco JUNIOR Frederiksberg
Foto: Anders Reinholdt Jonssen

”Kælderen er virkelig fyldt med skægge vine. Gode vine. Fra nord til syd i Italien. Min far sagde altid, at det ikke skal være nogen straf at bestille dyr vin på en restaurant. Og det har jeg taget til mig, efter jeg overtog stedet fra ham. Jeg laver den samme avance, uanset om du bestiller husets vin eller den dyreste fra kortet”, fortæller Marc Zangrando.

Han er halv italiener. Halvt dansk. Og sidste år i 2017, da han overtog fra sin far, lavede han San Marco til sit helt eget sted med den nye titel JUNIOR.

San Marco JUNIOR Frederiksberg
Foto: Anders Reinholdt Jonssen

”Min egen baggrund har jeg taget afsæt i her. Det afspejler sig også i menuen, hvor man til frokost kan få klassiske danske retter, mens jeg tager udgangspunkt i det italienske køkken om aftenen. Det er hverken klassisk italiensk eller dansk, men det er tvistet sted midtimellem. Et meget godt eksempel på det er vores kalvetatar, som er blevet en af vores signaturretter. Den består af kalvekød rørt med trøffel og serveres med en grov pesto og råsyltede løg”, fortæller Marc.

For selvom vin fylder meget både på restauranten og i hans hjerte, så er maden og specielt den italienske filosofi omkring at deles om maden ved bordet det vigtigste for ham. Det er den kærlighed, der opstår lige der ved dugen, levende lys og delemad, som han gerne vil give videre til gæster på restauranten.

San Marco JUNIOR Frederiksberg
Foto: Anders Reinholdt Jonssen

”Det er indbegrebet af den italienske sjæl. Maden er på bordet, og så hygger man. Det er noget af det, jeg husker allerbedst fra mine barndomsture til Italien”, fortæller han.

Om aftenen kan du på San Marco JUNIOR vælge mellem en 5- eller 7-retters tasting menu, der skifter hver halvanden måned. Du kan dog også gå á la carte i en klassisk menu, der skifter efter sæsonen hver tredje måned.

Restauranten har åbent til 23 på hverdage, til 23.30 i weekenden. Og søndag er der åbent til 21.30.