Efter en lang varm sommer, skulle man tro, vi havde fået nok af grillen. Men hvorfor ikke fortsætte og imponere dine julegæster ved at servere en grillet juleand?

Juleaften nærmer sig, og de fleste foretrækker den, som den plejer at være. Men vi foreslår et lille twist og udfordrer dig til at tilberede julemiddagens hovedperson, andestegen, på din kuglegrill.

Her får du opskriften, som er udviklet af Weber Grill Akademi. God fornøjelse!

Juleand med æble-sveskefyld

Ingredienser:
6 personer
1 hel and (ca. 3500 gram)
Salt og peber
3-4 madæbler
1 pose svesker (ca. 400 gram)

Fremgangsmåde:
Udstyr: Rotisseri
Grillmetode: Indirekte
Grilltemperatur: 180° C
Kernetemperatur: 70-75° C
Tilberedningstid: 120 min.
Forberedelsestid: 30 min.

Begynd i køkkenet, hvor du renser anden. Gnid den indvendigt med salt og peber. Skræl madæblerne, og skær dem i tern. Fyld anden godt op med svesker og æbler. Luk den med madsnor eller kødnåle. Montér anden på rotisseri-spyddet, og sæt den fast.

Klargør grillen til indirekte middelhøj varme. Sæt spyddet i motoren på grillen. Grill anden 30-40 min. pr. kg. Opsaml evt. stegesky til sauce med en foliebakke med lidt vand i. Tag bakken af efter 60 min. på grillen, og sigt væsken i en gryde.

Tip
Når du opsamler fedt og stegesky fra anden, står du tilbage med udgangspunktet for en smagfuld sauce. Husk at hælde 3-4 dl vand i bakken, så stegen bliver ekstra saftig, og du undgår, at stegeskyen brænder fast.