Denne lækre opskrift kommer fra Fuldkornspartnerskabet og er en perfekt mulighed for at få lidt ekstra fuldkorn og grønt ind i en travl hverdag. Rissalaten er nemlig både sund og let at lave. Og så er det et optimalt alternativ til de kødfri dage.

Når hverdagen bliver travl og stresset, kan det være svært at få tid til alting. Men denne skønne og sunde opskrift på en lækker og sund rissalat gør det hele lidt lettere.

Retten kan enten spises i sin rene form, men kan du ikke undvære lidt kød, så er den også perfekt som tilbehør til eksempelvis et stegt kyllingebryst.

Let rissalat med fuldkorn og courgetter

Ingredienser:
2 personer
½ dl brune fuldkornsris
½ courgette
3 tomater
½ avocado
40 g. spinatblade
½ rød peberfrugt
1 spsk. æbleeddike

Fremgangsmåde:
Sæt risene i kog, og lad dem koge ved lavt blus i 35 minutter. Lad dem herefter hvile i 5 minutter. Se evt. tilberedning på posen.

Skyl spinatbladene grundigt, og læg dem i en skål. Skær tomat, avocado og rød peber i mundrette stykker, og bland det med spinatbladene i skålen.

Skær den halve courgette i tynde skiver, og steg den på panden.

Bland fuldkornsrisene i salaten, og rør 1 skefuld æbleeddike i. Læg de stegte courgetter på toppen af salaten.

Tip
Varier salaten med de grøntsager du har i køleskabet.

Brug røde ris i stedet for fuldkornsris.

Server sammen med et stykke kød, fisk eller kylling.