Nybagte eller ristede? Det er en gammel dansk tradition at spise varme hveder aftenen før Store Bededag. Her får du en opskrift, så du kan lave dine egne. Og så får du også forklaringen på, hvorfor vi overhovedet spiser varme hveder aftenen før Store Bededag.

Det kan godt være, vi lever i en tid, hvor hvedemel og mange kalorier er fy i en sund madlavning. Men aftenen før Store Bededag er altså en undtagelse for de fleste, hvor der bliver hygget med enten ristede eller nybagte hveder ved sofabordet.

Og det er faktisk en tradition, der går helt tilbage til slutningen af 1600-tallet. Her indførte den sjællandske biskop Hans Bagger nemlig en række helligdage, blandt andet Store Bededag, som falder den fjerde fredag efter påske, hvor bagere som alle andre ikke måtte arbejde.

Derfor var der ikke adgang til brød. I stedet opfandt bagerne en slags hvedeknopper som tvebakker, der kunne holde i flere dage, hvis folk bare varmede dem op eller ristede dem. Og det er altså baggrunden for, at vi den dag i dag spiser hveder aftenen før Store Bededag.

Og hvis du nu skulle have lyst til at kaste dig over at lave dine egne, så får du her en opskrift på de lækreste hveder, der både kan spises helt nybagte og som ristede hveder.

Varme hveder (16 stk.)

Ingredienser:
2,5 dl. mælk
2 æg
50 g. gær
2 spsk. sukker
500 g. mel
125 g. smør
Lidt kardemomme

Fremgangsmåde:
Lun mælken, og rør gær, æg og sukker i den lune mælk. Smuldr smøret sammen med mel og kardemomme. Ælt de to blandinger godt sammen, så dejen bliver helt lækker. Sæt den til at hæve en times tid. Form herefter 16 hveder af dejen og sæt dem tæt på en bradepande til at efterhæve lidt. Du kan eventuelt pensle dem med lidt mælk eller et pisket æg. Herefter bages hvederne ved 200 grader alm. ovn i 10-12 minutter.