Denne lækre opskrift på efterårsgryde med kalv og rodfrugter kommer fra Fuldkornspartnerskabet. Den er perfekt til kolde og mørkere efterårsdage. Eller en hyggestund i weekenden.

Efterårsgryde med kalv og rodfrugter. Så bliver det ikke mere simre-hyggeligt. Og denne ret passer perfekt til efterårets aftenhyggestunder. Og så er retten ovenikøbet også lidt ekstra sund, da den lever op til Fuldkornslogoet.

Retten tager et par timer at lave, så skænk et glas vin i køkkenet og sørg for, det også bliver hyggeligt at lave efterårsgryde med kalv og rodfrugter. Velbekomme.

Efterårsgryde med kalv og rodfrugter

Ingredienser:
4 personer
700 g kalvekød i tern
2 spsk olie
1 rødløg
2 fed hvidløg
4 spsk tomatpuré
3 dl rødvin
3 dl kalve-/oksefond
Et par kviste frisk timian el. 1 tsk. tørret
3 laurbærblade
200 g persillerod
200 g sød kartoffel
200 g gulerødder
200 g knoldselleri
300 g hvedekerner(ukogt)
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Sæt hvedekernerne over i en gryde med vand og kog efter anvisning på pakken. Varm 1 ½ spsk. olie op i en støbejernsgryde. Krydr kalvekødet med salt og peber og brun det i små portioner, så det ikke begynder at koge. Tag alt kødet op af gryden og læg til side. Pil og hak nu løg og hvidløg og sautér i ½ spsk. olie i gryden til løgene er klare, men ikke har taget farve. Hæld kødet tilbage i gryden og tilsæt nu tomatpuré, rødvin, fond, timian og laurbærblade og bring det hele i kog. Tænd samtidig ovnen på 150 grader og sæt gryden i ovnen, når retten har nået kogepunktet. Mens retten passer sig selv i ovnen skæres alle rodfrugter i mundrette tern, som hældes i gryden efter 45 minutter. Hele retten skal nu simre i yderligere 45 minutter i ovnen. Retten smages til sidst til med salt og peber og serveres med kogte hvedekerner.