Lokal madstjerne satser på franske fristelser med EWALDS, der skal være et uformelt og hyggeligt sted. Og så skal det være til at betale. Vi vil nemlig hellere have priser, der gør, at vi kan fylde restauranten hver dag, siger Søren Ewald, der står bag Frederiksbergs nye brasserie.

På hjørnet over for Frederiksberg Rådhus, hvor Allegade bliver til Falkoner Allé, åbner bysbarnet Søren Ewald Fossum fredag d. 23. marts EWALDS.

Her er der travlhed og gang i både indretning, oprydning og rengøring, da weFRB.dk møder Søren Ewald Fossum og hans familie tirsdag eftermiddag. Stedet er et resultatet af hans ønske om at åbne et lille lokalt sted, som han selv har manglet på Frederiksberg.

Jeg håber, at EWALDS bliver et uformelt og hyggeligt sted, hvor lokale Frederiksberg-borgere kommer ind fra gaden og spiser en hurtig frokost eller snupper en kaffe og croissant i formiddagssolen

“Om aftenen kan man så kigge forbi til et glas vin og dele lidt snacks før en tur i teatret eller biografen, eller man kan invitere kæresten på franske klassikere som moules frites og steak bearnaise,” siger Søren Ewald Fossum.

Køkkenet på EWALDS er, ligesom Søren, der er udlært fra Le Sommelier, funderet i den franske brasserie-tradition. Det betyder at aftenkortet byder på retter som rørt tatar, dampede blåmuslinger og en god steak eller hummer med sauce bearnaise. De franske klassikere suppleres af snack-retter som rillette, kroketter og vafler med serranoskinke, inspireret af Sørens tid som kok på Rasmus Oubæks Gorilla.

Søren Ewald Fossum har teamet op med Chris Von Bruhn Krarup, der bliver daglig køkkenchef på EWALDS. De to har arbejdet sammen de sidste tre år, senest på Bistro Central.

Vinene kommer fra Catching Wines, og vinkortet er udvalgt i fællesskab med Cédric Henri Kragh.

“EWALDS skal være et sted, hvor både retter og drikkevarer er til at betale. Jeg vil gerne fylde restauranten op hver dag”, siger Søren Ewald Fossum til weFRB.dk.

EWALDS er indrettet af designer Ulrik Nordentoft og grafisk designer Søren Varming. Ulrik og Søren står blandt andet bag indretning og design af Nørrebro Bryghus og en række af Claus Meyers restauranter som Meyers Deli, Restaurant Almanak, The Standard og senest Restaurant Agern og Great Northern Food hall i New Yorks Grand Central Station. Kunstneren Mormor har desuden skabt to unikke værker til EWALDS i sin karakteristiske og finurlige streg.

Søren Ewald Fossum er født og opvokset på Frederiksberg og startede sin karriere som slagterlærling og sidenhen slagter i familievirksomheden Slagter Lund, der er grundlagt af Sørens morfar og i dag drives af Sørens fætter. Søren blev efterfølgende udlært som kok og har haft sin læretid på blandt andet Le Sommelier i Bredgade, hvor han stod i lære under Francis Cardenau, efterfulgt af en årrække som kok på Rasmus Oubæks Gorilla og JAGGER. Søren har senest været køkkenchef på Bistro Central i indre by

EWALDS:

Ewalds er åben tirsdag til søndag fra kl. 10.00. Køkkenet åbner kl. 11.00. Aftenkortet serveres fra kl. 17.00. Tirsdag-torsdag lukker brasseriet kl. 23.00, fredag og lørdag kl. 24.00 og søndag kl. 22.00. Køkkenet lukker to timer før.
Snack-retterne vil prismæssigt spænde fra 35 – 85 kroner. Hovedretter fra 155 kroner for en portion moules frites til 295 kroner for hummer med pommes frites og bearnaise.