Michella og Peter tror på, at gode kundeoplevelser er det, der skal til for at drive en succesfuld forretning. Nu åbner parret butikken Jørgensen & Co. Og psst. Du er inviteret til grand opening med både rød løber, god stemning og bobler.

Rock’n’roll, kant og personlighed. Sådan beskriver Michella og Peter Jørgensen tøjet i deres nye butik, Jørgensen & Co.

Parret har aldrig været bange for at skille sig ud – for dem handler mode nemlig ikke så meget om en bestemt stil. Det handler mest om at komme til at afspejle den bedste version af sig selv.

Og nu åbner parret så butikken Jørgensen & Co. På Værnedamsvej, der kommer til at forhandle både tøj, sko, smykker og accessories til både mænd og kvinder.

”Vi tør at levere service udover det sædvanlige med ønsket om, at vores gæster har lyst til at besøge os igen. Vores stil er fuld af rock’n’roll, kant, modige valg og personlighed. Vi lægger vægt på, at vi ikke er bange for at hjælpe den enkelte med at finde præcis det, som han eller hun søger eller ikke søger. Vi har en både krøllet og nørdet tilgang til beklædningsuniverset. Det handler simpelthen om at hjælpe med at finde frem til at udstråle den bedste version af sig selv”, fortæller parret i en mail.

De har i mange år drevet en tøj- og skobutik i Helsingør af samme navn – og med samme koncept.

”Og nu er vi spændte på, om konceptet bliver taget lige så godt imod her”, fortæller de.

Produkterne og de enkelte brands hos Jørgensen & Co. udvælger parret selv.

”De afspejler vores egen personlige stil kombineret med vores store erfaring inden for styling, trends og udvikling”, fortæller parret.

Jørgensen & Co. kommer til at følge de øvrige butikkers åbningstider på Værnedamsvej. Og fredag den 31. maj slår parret dørene op med grand opening, fest, rød løber og bobler. Og du er selvfølgelig inviteret med. Det sker på Værnedamsvej 11 fra klokken 12, hvor Michella og Peter garanterer både god stemning og gode tilbud.