Frederiksberg Allé bliver nærmest ikke til at kende, når både Betty Nansen Teatret og Aveny-T gennemgår store forandringer. “Det bliver en god og spændende nyskabelse”, siger borgmester Simon Aggesen.

Et helt nyt væksthus som drivkraft for kultur til unge på Aveny-T, og en ny facade og genetablering af tidligere tiders oprindelige udseende på Betty Nansen Teatret. Der sker store forandringer på Frederiksberg Allé i løbet af 2021, og nu begynder første etape af byggeriet af det nye væksthus i tilknytning til Aveny-T.

Den nye tilbygning til Aveny-T skal være med til at styrke såvel teatrets som Frederiksbergs identitet – og ikke mindst Frederiksberg Allés tradition for teater og underholdning. Visionen er, at Væksthuset bliver omdrejningspunktet for en ny nationalscene for unge, hvor teater, kunst og musik blandes, og hvor forestillinger skabes af unge, handler om unge og opføres til unge.

LÆS OGSÅ: Kellerdirk skal rives ned, men Jon Stephensen jubler over nyt kulturmotorhus

“Væksthuset vil bidrage til at gøre Aveny-T til Danmarks nye nationalscene for ungekultur, og på den måde kommer der endnu et skud på Frederiksbergs i forvejen rige teaterliv. Jeg ser frem til, at teatret tiltrækker flere unge. Det bliver en god og spændende nyskabelse”, siger borgmester Simon Aggesen.

Det samme mener teaterdirektør Jon Stephensen, der længe har haft fokus på teater for unge.

“Væksthuset er de unges hus. Unge scenekunstnere, unge skuespillere og unge på vej. Det skal spejle livet mellem 14 og 34 år – der hvor man føler sig mest udødelig, og hvor livet for alvor folder sig ud. Det nye Væksthus bliver sit helt eget. Indvendigt råt, udvendigt smukt og et hus med sin egen form. Mindre prøvetid, kortere spilletid og ud over stepperne”, siger Jon Stephensen.

Jon Stephensen, Aveny-T, SKAM2, teater for unge
Foto: weFRB

Væksthuset forventes at stå færdigt i begyndelsen af 2022. På samme tidspunkt som den helt nye facade af Betty Nansen Teatret, hvor der også sker en genetablering af den oprindelige terrasse på 1. sal samt bedre publikumsfaciliteter og adgangsforhold.

Et helt nyt gammelt Betty Nansen

Teatret moderniseres over sommeren og efterårshalvåret 2021 og føres samtidig tilbage til den oprindelige stil.

“Ombygningen vil forskønne teatrets facade med respekt for den historiske Frederiksberg Allé”, fortæller Grethe Rostbøll, der er Formand for Teaterbygningens bestyrelse og fortsætter:

“Arkitekter fra prisbelønnede Praksis har nyfortolket den historiske balkon og åbner med den nye førstesal teatret mod Alléens enestående byrum. Udefra vil man kunne se ind i et levende teaterhus og inde fra foyeren vil man få udsigt til Alléens trætoppe”, siger Grethe Rostbøll.

Terrassen bliver som en parisisk inspireret balkon med i alt ti søjler. Der etableres et rækværk af støbejern, som man så det før 1980.

Derudover bliver den udvendige indgangstrappe smallere for at skabe symmetri omkring det nuværende hovedindgangsparti, og der etableres endnu en indgang i gadeniveau, som giver bedre adgangsforhold for kørestolsbrugere og gangbesværede.

Toiletforhold og den generelle akustik forbedres også, og teatrets ventilationssystem gennemgår også en udskiftning. Det nuværende billetkontor nedlægges, og der etableres et siddeområde, så teatret åbner sig mod Asgårdsvej. Skiltet på facaden ud mod Frederiksberg Allé udskiftes med et lysskilt i hvid neon udformet som Betty Nansens originale underskrift.

Projektet muliggøres med støtte fra private fonde, blandt andre A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål.