Et af Danmarks største rockbands, The Minds of 99, varmer dine fødder og hjerte op til et brag af et nytår med koncert i Store VEGA d. 27. december som del af deres ’Solkongen Tour’. Fredag åbner billetsalget til koncerten.

I efteråret 2017 udgav kvintetten ep’en Solkongen Del 1, som netop har mødt sin efterfølger Solkongen Del 2. Hvor bandets tidlige tekstunivers kredsede om drømme, spiritualitet og umiddelbarhed, borer forsanger Niels Brandts lyrik på Solkongen dybere ned i dystre, komplekse fremtidsscenarier. Væk er den nostalgiske naivitet om kampen mellem det gode og det onde. Afløst af udbredt tvivl og et vakkelvornt håb om et nyt ideal for vores samfund.

Sidst bandet aflagde visit i VEGA kvitterede Soundvenue med en 6-stjernet anmeldelse for en ”helt igennem gennemført koncert…det er nærmest umuligt at vælge aftenens sange over de andre, da de hver og en ramte den nerve, der gør dem til mere end bare musik, og som giver dig lyst til at danse og slås, gå i trance eller drømme dig langt væk og ud.”

Gruppen har arbejdet sammen og leget kreativt med den elektronisk producer Eloq på begge Solkongen udgivelser. Der er stadig et ekko af postpunk, men også urban, rock, artpop og en smule funk at ane i lydtapetet.

Med kvintettens velkendte sitrende energi og flammende intensitet intakt på de nye udgivelser, så er der lagt i kakkelovnen til et gevaldigt festfyrværkeri af en koncert i Store VEGA.

The Minds of 99 blev dannet af seks barndomsvenner i 2012. Vennerne fandt hurtigt ind til en hypnotisk og intens lyd, som trækker på lige dele af postpunkens energi og den elektroniske musiks gentagelser. I dag er de seks venner blevet til fem, men de er stadig et af de mest fremtrædende og anmelderroste rockbands lige nu.

Bandet kickstartede deres karriere i 2013 ved at vinde Karrierekanonen. På bare fire år har de udgivet to album, vundet de mest prestigefyldte musikpriser og cementeret sig som et yderst fænomenalt liveband med sydende, energiske koncerter på CV’et.

The Minds of 99, som også er titlen på deres debutalbum fra 2014, kastede hitsinglerne ”Det Er Knud Som Er Død” og ”Et Barn Af Mind Tid” af sig. Med udgivelsen af deres andet album Liber fortsatte Minds ufortrødent sejrstogtet med spidsfindig, vedkommende lyrik, tunge synthflader og potente guitarriffs, bedst eksemplificeret i hittet “Stjerner På Himlen”.

Fakta om koncerten:

The Minds of 99 (DK)
Torsdag d. 27. december kl. 21.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 280 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag d. 23. marts kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster