Morten Hee Andersen er aktuel i stykket Færdig med Eddy på Edison-scenen. En coming-of-age-fortælling om selvhad, skam og seksualitet. Kort sagt en rå og nøgtern kortlægning af, hvor brutalt det kan være at være anderledes og vokse op som homoseksuel i et lille provinssamfund.

Svans. Bøssekarl. Røvpuler. Homo. Skældsordene hagler ned over Eddy sammen med spytklatter og knytnæver. For anderledes er det værste, man kan være i den fattigste del af Frankrig.

Færdig med Eddy er et brutalt vidnesbyrd om at vokse op som homoseksuel i et voldeligt underklassesamfund, hvor alt, der stikker ud, bliver straffet.

”Hele stykket handler om seksualitet og heteronormativitet. En generel boksen med manderollen, der er diffus. Eddy vokser op i en lille provinsby, der hylder den klassiske manderolle. På samme måde var der også nogle maskuline værdier, der blev hyldet i Nyborg, hvor jeg er vokset op”, fortæller 27-årige Morten Hee Andersen til weFRB.dk.

Vi møder den unge kometskuespiller midt mellem prøver og den sidste travlhed på Promenaden på Frederiksberg Allé. Et spytklat fra scenen på Edison, men langt fra provinslivets fordomme, der fyldte som både barn og ung i Mortens opvækst.

”I Nyborg er der en stor tradition for musical og teater, så hvis man følte, at man faldt lidt udenfor kategorien af fodbolddrenge, så kunne man søge derover. Det gjorde jeg”, siger Morten Hee Andersen.

”Under min barndom og i mine ungdomsår stillede mange spørgsmål ved min seksualitet. Jeg blev ofte spurgt, om jeg var homoseksuel”

“Og det er jo interessant, hvorfor det opstår i et samfund, hvorfor folk vil placere hinanden i bokse på den måde”, fortæller han og understreger med et smil, at han selv er heteroseksuel.

Alligevel har forestillingen en stor personlig betydning for skuespilleren. Dels på grund af de mange fordomme, der mødte ham som barn. Men lige så meget fordi, han oplevede sin søster møde modstand, da hun sprang ud som lesbisk i barndomsbyen.

”Vi er nået langt i Danmark, men der er et godt stykke vej endnu. Der er mange usagte ting, der ligger mellem linjerne, og når man er anderledes, så mærker man især det”, siger Morten.

LÆS OGSÅ: Laura Bro: “Helt deep down er jeg jo en Frederiksberg-pige”

I dag er søsteren lykkelig gift – og hundeejer. Og så bor hun lige ved siden af Morten i en lejlighed på Amager. Og når han ikke har travlt med at lave tv eller store teateropsætninger, så går han ofte ture med hunden. Det giver et afbræk fra al travlhed. Men nogle gange giver det også et rum til eftertænksomhed og fordybelse til at finde noget i sig selv, som Morten kan bruge aktivt, når han spiller en karakter.

”Jeg trækker altid på ting fra mit eget liv, som jeg kan forstørre op, når jeg spiller en karakter. Det er oplevelser fra min egen krop. Det kan være svigt, det kan være skyld, det kan være alt muligt”, fortæller Morten.

Han er kun 27 år. Alligevel har han både haft en hovedrolle i DR’s successerie Herrens Veje og en stor kontrakt med Det Kongelige Teater. Kort sagt har han opnået mere, end de fleste danske skuespillere nogensinde kommer til. Men da weFRB.dk spørger til, hvad man så mere kan drømme om med den lynkarriere, Morten Hee Andersen, har gjort, bliver han ydmyg og rød i kinderne.

”Jeg bliver altid lidt flov, når jeg skal fortælle om mine drømme. Det er meget personligt for mig”

“Men det var ret vildt at blive skudt ud af en kanon som ung. Både med at blive ansat på Det Kongelige og DR. For mig er det faktisk mest vigtigt at lave noget, der betyder noget for nogen andre. Og så drømmer jeg meget om, at jeg en dag bliver en skuespiller, som folk gerne vil se i teateret. At folk køber billet, fordi de gerne vil se netop mig fortolke en rolle”, siger Morten Hee Andersen og smiler.

Og det er der altså mulighed for nu, når han står alene på scenen i Færdig med Eddy. Her kan du opleve Morten Hee Andersen fra den 12. oktober til den 10. november på Edison-scenen.

LÆS OGSÅ: Mayianne Dinesen: Derfor er det sundt at bruge ekstra lang tid på toilettet

Forestillingen bygger på den nu 25-årige Édouard Louis’ selvbiografiske roman, der blev en litterær sensation, da den udkom i 2014. Den udlægger faktuelt og usentimentalt det, som Édouard beskriver som ”en barndom uden lykkelige minder”, og han er blevet rost for sin evne til at være autentisk og rørende uden det mindste spor af selvmedlidenhed.

Romanen har ligget på den danske bestsellerliste og har været sat op som teaterforestilling i flere europæiske lande.

Fakta:

Morten Hee Andersen er 27 år. Han er opvokset i Nyborg og blev uddannet som skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2016. Han har fast kontrakt med Det Kongelige Teater, hvor han har haft roller i forestillingerne “Othello”, “Maskerade” og “Den kroniske uskyld”. Og så kender du nok også Morten Hee Andersen som præsten August fra DR’s hitserie, Herrens Veje.