Modefirmaet Carcel omdanner fattigdomsrelateret kriminalitet til fair lønninger, færdigheder og håb for en bedre fremtid med deres unikke kollektioner, som bliver designet i Danmark og produceret af kvinder i fængsel i Peru og snart også i Thailand. Kom med bag kulisserne og se udpluk af de skønne outfits her.

Drevet af et stærkt socialt formål, ildsjæle og dristige ambitioner for fremtidens mode, lancerede Carcel sidste år deres første kollektion – designet i Danmark og fremstillet af kvinder i fængsel i Peru.

Tøjet er fremstillet i 100 procent naturmaterialer og sigter mod den skandinaviske minimalisme, som bliver kombineret med funktionalitet og kvalitet.

“Jeg vil gerne give folk et nyt modealternativ, hvor alle i værdikæden er med til at løse sociale problemer uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller design”, siger CEO og grundlægger af Carcel, Veronica D’Souza.

Og som forbruger kommer man tæt på de kvinder, der producerer tøjet. Carcel forbinder nemlig kunderne med den kvinde, der har lavet deres tøj, så på hvert enkelt label kan man se navnet på kvinden. Og så får man sammen med sit tøj et postkort, der fortæller kvindens historie.

Produktionen er placeret i Cusco’s kvindefængsel i Peru, der bruger 100% alpaca-uld, der er lokalt fremskaffet, og som har en lang tradition og kulturhistorie i Peru. Og snart er der en ny på vej i Thailand, hvor Carcel netop har indgået en ny partnerskabsaftale med et kvindefængsel, der skal fremstille dansk mode i 100 procent silke. Det støtter op om Carcel’s globale vision.

Det er den kreative direktør Louise van Hauen stolt af. Og så er hun også stolt af designet, som med kvalitetsdesign kombinerer klassiske elementer og nutidens trends med en cool og afslappet holdning.

-“Vi elsker former og teksturer, der er smigrende, og som får dig til at føle dig smart uden at prøve”, siger Louise van Hauen.

Carcels design og tøj er unisex og henvender sig altså til både mænd og kvinder. Vil du have fingre i tøjet eller se mere, så kan du besøge Carcels’s website lige her.