Læsesal. Skaterbane. Og masser af plads til coronasikker leg og undervisning. “Det er en kæmpe hjælp”, lyder det fra borgmester Simon Aggesen.

Fra mandag den 4. maj og sommeren igennem får Skolen ved Bülowsvej ekstra kvadratmetre at boltre sig på.

Forum har nemlig tilbudt Frederiksberg Kommune, at den lokale skole kan benytte de op mod 10.000 kvadratmeter til leg og læring.

Borgmester Simon Aggesen (C) er begejstret for tilbuddet:

”Det er en kæmpe hjælp og et fabelagtigt tilbud til elever og medarbejdere på skolen. Med Forum til rådighed vil skolen kunne leve op til alle myndighedernes retningslinjer, og der er samtidig plads til både spændende og fysisk aktiverende undervisning. Og så bliver det noget af en oplevelse for eleverne at gå i skole i Forum; det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om,” siger han.

Forum tilbyder både læsesal og skaterbane til eleverne. De mange kvadratmeter bliver delt op af gitre, bander og afmærkningsbånd, så sikkerheds- og hygiejnekrav overholdes.

Skolen ved Bülowsvej har cirka 1.000 elever fra 0. til 9 klasse. For tiden er det dog på grund af corona kun elever fra 0. – 5. klasse, der går fysisk i skole.