En gammel drøm om at skabe et levende butiksunivers med plads til workshops, kreativitet og hygge er nu blevet en realitet for Eva Bak, der har flyttet sin butik BAK til større lokaler på Gammel Kongevej 139.

Lækre interiørting. Planter og gaveitems får nu følgeskab af workshops, hygge og altid friskbrygget te i det, der mest kan betegnes som et legende livsstilsunivers med plads til udfoldelse.

”Jeg har altid haft en drøm om at gøre BAK til et større sted. Et legende og mere levende sted”, fortæller Eva Bak til weFRB.dk.

Og det bliver altså nu en realitet med flytningen til de nye lokaler på Gammel Kongevej 139, hvor der tidligere har været renseri.

”For mig handler det også om, at butikkerne her på Frederiksberg er pressede af den stigende nethandel. Jeg tror, man skal tænke i andre baner og skabe nogle nye koncepter, hvor man får meget mere end en købeoplevelse. Det handler om at skabe noget liv”, siger Eva Bak og uddyber:

”Da jeg var ung gik vi på aftenskole. Det findes ikke så meget mere. Men det forsøger vi med det nye koncept at sætte ind i en ny og moderne sammenhæng”, fortæller hun.

Derfor kan man udover hygge og en kop te i livsstilsuniverset løbende deltage i workshops, som bliver en central del af BAK’s nye koncept. Den 27. juni kan du for eksempel deltage i en workshop, hvor Kaja Skytte fra planteplaneter.dk hjælper dig med at lave din helt egen planteplanet.

Du kan løbende holde dig orienteret om BAK’s mange events på deres Facebookside.

Og pssst. Torsdag den 20. juni holder BAK stor åbningsfest mellem 15 og 17.

”Her byder vi på lidt at drikke og noget sødt fra vores søde samarbejdspartner Torben Bang fra Bang Patisserie”.