Hvis du er til en afslappet restaurant, hvor det er okay at spilde lidt på bordet, og hvor fliserne slår revner på væggen, så har du forhåbentlig allerede besøgt GRØD på Falkoner Allé.

Stemningen er uhøjtidelig og venskabelig på restaurant GRØD, hvor du kan få meget andet end morgenmadslignende retter. Faktisk vil vi anbefale dig at besøge stedet til frokost eller aftensmad, for det er her, stedet virkelig brillerer i grødens alsidighed.

Det gjorde jeg fornylig – og jeg måtte tilbage igen ugen efter – for kan det virkelig passe, at det, jeg troede primært var en morgenmadsrestaurant med forskellige varianter af havregrød, viser sig at lave byens bedste risotto? Og en bygotto, der kilder smagsløgene alle de rigtig behagelige steder?

GRØD Frederiksberg, Falkoner Allé, anmeldelse, svampebygotto, aftensmad
Foto: Benedikte Brix

Indrømmet: Det er sjældent, jeg får gjort mig i det der morgenmad. Det er et lidt for tidskrævende projekt på den tid af dagen. Derfor har jeg først nu lagt vejen forbi GRØD på Frederiksberg, og det var egentlig kun, fordi min veninde insisterede på det. En hel restaurant med grød – og kun grød – på menuen. Det lød som et lidt for hipster koncept til mig.

En af de ting, min veninde især fremhæver ved GRØD er muligheden for selv at sammensætte sin grød med forskellige toppings. Hun er vild med havregrød med chokoladeknapper, æble og karamelsovs. Dertil en iskaffe, der er så fyldt, at den flyder over, når den serveres.

GRØD Frederiksberg, Falkoner Allé, anmeldelse, lav selv, iskaffe
Foto: Benedikte Brix

Måske er konceptet hipster, men jeg er vild med det. For naturligvis er der også noget til folk som mig på restaurant GRØD: En hel sektion med frokost og aftensmad, der ikke lugter af havregrød.

Læs også: Normalt bager han for Noma: Nu åbner britisk bagekonge bageri på Frederiksberg

Første gang bestilte jeg en ærterisotto til frokost sammen med en friskpresset juice af æble, ingefær, gulerod og citron. Dertil bestilte jeg surdejsbrød, der kommer fra bageriet Brødflov på den anden side af gaden og er den helt perfekte kompagnon. Det kan tilføjes for kun 10 kroner. 10 kroner(!) for at opgradere dit måltid til ugens smagsoplevelse!

Jeg overvejede også grøddellerne, som er friteret risotto, der serveres med spidskålssalat med sennepsdressing og kartofler.

GRØD Frederiksberg, Falkoner Allé, anmeldelse, ærterisotto
Foto: Benedikte Brix

Da jeg kom igen, blev jeg dog endnu mere fristet af bygottoen. Simpelthen fordi ærterisottoen fra sidst var en himmelsk oplevelse, som jeg fortalte vidt og bredt om i dagene efter besøget. Andre skal jo nødig begå samme fejl, som jeg først gjorde ved at undgå at aflægge GRØD et visit!

Svampebygottoen skuffer på ingen måde. Den er cremet og serveres med den helt rigtige mængde parmesan (meget. Den rigtige mængde parmesan er meget parmesan). Nu er jeg blot i tvivl om, hvorvidt ærterisottoen eller svampebygottoen er min favorit. Siden da er endnu et problem opstået: GRØD har føjet en blomkålsrisotto til menukortet! Derfor må I nu undskylde mig. Jeg skal have tidlig aftensmad på GRØD.

GRØD Frederiksberg, Falkoner Allé, anmeldelse, ærterisotto, lav selv-grød, iskaffe, juice
Foto: Benedikte Brix

Stjernerne

Læs også: Populære potter med suppe: Nu får Frederiksberg sin første rigtige ramen-restaurant