Frederiksbergs frække franske vinbistro, Restaurant Anarki, byder på ærlige bistro-retter og vin i verdensklasse i varme omgivelser.

Forført af en fransk maitresse i et nærmest forbudt øjeblik midt på Vodroffsvej. Sådan havde jeg det, da jeg tog en magisk mundfuld af Restaurant Anarkis frække udgave af den franske klassiker ’Oeufs en meurette’.

Jeg glemte alt om både tid og sted med et perfekt pocheret æg omgivet af sprøde croutoner og vidunderlige morkler i en velafbalanceret svampebouillon. På et splitsekund blev Frederiksberg byttet ud med Bourgogne.

På Restaurant Anarki tager de udgangspunkt i bistrokøkkenet, hvor maden er ærlig og smager af det, den ligner. Der er ingen dogmer, og restauranten vil lade alle kulinariske traditioner inspirere. Og så er kokkene her vilde med indmad.

Men selvom alle kulinariske traditioner inspirerer, så er der på menukortet en overvægt af fransk-inspirerede retter, der præsenterer sig selv befriende uprætentiøst sammen med et skarpt og ærligt vinkort, og en varm og indbydende atmosfære uden så mange dikkedarer.

Klassisk à la carte eller tasting menu
Man kan enten vælge en menu bestående af fem serveringer for 395 kroner per person, som køkkenet udvælger og serverer som deleretter ved bordet. Men man kan også gå à la carte og selv gå på opdagelse i menukortet.

Vi valgte det sidste, og begyndte med et glas champagne fra Fabrice Bertemès i Reims akkompagneret af en skøn og rustik anderilette med en skarp estragonmayonnaise, som stod i perfekt kontrast til den relativt fede and. Den blev serveret som snack til 60 kroner for to. Og der var mere end rigeligt.

Derefter fik jeg Restaurant Anarkis udgave af ’Oeufs en meurette’, mens min gæst valgte en cremet og fløjlsblød jomfruhummerbisque, som var lige så forførende i sit fede udtryk.

Foto: Anders Reinholdt Jonssen

Hovedretten delte vi. Short ribs fra okse med marv, bagt selleri og små kartofler, der lå i en sauce bordelaise. Mere fransk bliver det næsten ikke. Kødet var så mørt, at det smeltede sammen med marv og bordelaise-saucen, der tilførte en lækker syre til den forholdsvis søde selleri.

Det fik vi:

To vand ad libitum: 50 kroner
To glas champagne: 200 kroner
En flaske rødvin: 950 kroner
En anderilette: 60 kroner
En suppe: 95 kroner
En æg og morkel: 110 kroner
To short ribs: 370 kroner

I alt: 1.835 kroner

Vi spurgte de meget søde tjenere til råds med vin og blev præsenteret for en 2014 premier cru fra Mark Haisma i Morey-Saint-Denis i Bourgogne. En lige så klassisk fransk vin som aftenens menu.

Jeg har bare et eller andet med rødvine fra Bourgogne. De tiltaler mig helt vildt meget. Og denne skønne rødvin var ingen undtagelse. Med både finesse og lethed, som er kendetegnende for mig ved vinene fra Bourgogne, var den en perfekt ledsager til hovedretten. Og så kostede den faktisk ikke mere, end den ville gøre i de fleste danske vinbutikker.

Stjernerne