Lokal handel er med til at øge den lokale velfærd. Sådan lyder det fra formanden for Frederiksberg Erhverv, der i år oplever en klar tendens til, at de lokale butikker helt dropper Black Friday.

Forbrugsfest. Gigaudsalg og smid ud for at købe nyt. Black Friday er et bombardement af gode tilbud, men på Frederiksberg går mange butikker i år imod tilbudsstrømmen.

”Jeg oplever, at flere og flere butikker aktivt tager del i de fælles udfordringer, der er for detailhandlen. Black Friday er en af dem, og der er en klar tendens til at afvise hele konceptet og ideen med Black Friday. Den type events sammen med de ændrede forbrugsvaner med mere køb over nettet er en katastrofe for vores by. Butikkerne forsvinder, og samtidig dør vores by. Vi arbejder på at genetablere fællesskabet med byens borgere. Lokal handel øger nemlig den lokale velfærd og giver arbejder til byens unge”, fortæller formand for Frederiksberg Erhverv, Christian Jensen, til weFRB.dk.

Han arbejder på at synliggøre, at det er sammen, vi skaber byen. Lokale aktører som lokale borgere.

En af dem, der er med til at skabe et stærkt og lokalt sammenhold for detailhandlen på Frederiksberg er Nina Vestmark Christiansen & Mikkel Toft Madsen fra OLIVIERS & CO på Gammel Kongevej. Og hun hopper heller ikke med på Black Friday-bølgen.

”Vi kan med glæde fortælle, at vi ikke hopper på udsalgstoget på Gammel Kongevej 85. Til gengæld kan du komme forbi og nyde vores sædvanlige gode gammeldags service, gourmetshoppe, få smagsprøver og hygge. Der er ikke noget Black Friday-shaming herfra. Men vi håber, at I vil huske, at I er med til holde de små hyggelige butikker i live, når I handler der”, siger Nina Vestmark Christiansen.

Og hun er langt fra alene. Mange af de små butikker på Gammel Kongevej afholder sig nemlig helt fra at holde Black Friday. Og hos Frelsens Hær Redesign vælger man i stedet at gøre opmærksom på det ved at holde Fix It Friday.

Her kan du komme med dit yndlingstøj og få repareret mindre skader kvit og frit hele dagen.

Frelsens Hær Redesign vil nemlig gerne slå et slag for, at det er bedre at reparere og forlænge tøjets levetid end at købe nyt, bare fordi der er gode tilbud.