Den seneste tids kolde vintervejr har været hård for vores elskede cykler. Derfor får du her en guide til, hvordan du kommer salt og skidt til livs og får din cykel klar til foråret.

Sne, is og salt. Den seneste tids hårde vintervejr har ikke kun gjort livet surt på cykelstierne. Det har også sat sine spor på din tohjulede ven, som det er en god idé at give lidt forårskærlighed i løbet af de kommende uger.

Det fortæller den lokale cykelekspert Jan Gøttrup, der i 20 år har drevet cykelbutikken og værkstedet Capitani på Vesterbrogade på Frederiksberg sammen med sin forretningspartner, Jack.

”Vintervejret og specielt salt og skidt slider meget på cyklens bevægelige dele”, fortæller han.

Derfor har han et par gode råd til dig, så du kan få din cykel klar til forår og varmere temperaturer.

”Man skal tage sin cykel med udenfor. Så skal man lave en spand med varmt vand og sulfo, og så skal man få vasket alt skidt og snavs af med en blød opvaskesvamp eller blød børste”, fortæller Jan Gøttrup.

Han uddyber, at man eventuelt også kan putte lidt kæderens med degreaser på, der hvor olien sidder, så man får renset alt helt ned og kommer skidtet til livs.

”Og så skal man til sidst smøre cyklens kabler, kæde og bevægelige dele”, fortæller Jan Gøttrup.

Men før du er helt klar til igen at sætte dig i sadlen og køre på eventur eller job, så råder cykeleksperten dig også lige til at tjekke, om bremserne nu er i orden. Om bremseklodserne sidder, hvor de skal. Og om dækkene også er i orden.

Men når det er sket, så er du også klar til at cykle ud i foråret – der forhåbentlig snart kaster nogle varmegrader af sig. God tur.

Hvis du er vild med cykler, så kan du følge Capitani på Facebook lige her.