For den 44-årige skuespiller betyder Frederiksberg alt. Og så er hun en del af juryen til Frederiksbergs Bedste 2018. Laura Bro både kender og bruger nemlig Frederiksberg mere end de fleste.

”De blå farver på væggene her minder mig sådan om mit barndomshjem på Moltkesvej, hvor min mor havde en rokokosofa i præcis sådan en blå farve kombineret med rød- og orangeternet stof. I et pinligt øjeblik i mit voksenliv malede jeg den hvid, og har siden fortrudt det. Og nu står sofaen helt gemt væk på mit loft et sted. Ej, jeg savner den”, udbryder skuespiller Laura Bro i det øjeblik, weFRB møder hende på Den Go’e Kaffebar midt på Frederiksberg Alle.

”Her er virkelig fint”, siger hun begejstret.

Det er tidlig formiddag. Udenfor er der gråt. Indenfor er der fyldt med farver malet i forskellige toner af blå på væggene, mens selve disken er malet i en varm rød og lyser op som kontrast til de blå farver.

Her befinder vi os midt i den teatergade, der rummer så meget kultur. Og som betyder meget for den 44-årige skuespillerinde. Præcis som selve Frederiksberg gør det. Det er nemlig her, Laura Bro er vokset op og har boet et utal af steder gennem både sin barndom og voksenliv.

Helt deep down, så er jeg jo en Frederiksberg-pige. Det er i mit DNA”, smiler Laura eftertænksomt og holder en lille pause, mens hun igen kigger på farverne i rummet og tænker tilbage på indretningen i barndomshjemmet.

”Det var i tre etager, og der var knald på farverne overalt. Mine forældre havde et kæmpe soveværelse med Morrison-tapet fra London, som er moderne igen med store valmuer på en grøn baggrund. Og mit eget soveværelse var helt mørkeblåt. Det var et fantastisk sted. Der var knald på alt, og vi kunne løbe og lege med hinanden alle steder”, fortæller Laura entusiastisk.

Hendes barndom var fyldt med kærlighed. Og fyldt med kærlighed til Frederiksberg. Og sådan er det fortsat den dag i dag.

”Jeg tænkte sådan på det, da jeg kom cyklende ned ad Frederiksberg Alle. Jeg får altid en ro over mig, når jeg kommer hertil. En følelse af at komme hjem. Gennem hele min barndom kom jeg meget på teatrene her. Og gennem mit voksenliv har jeg spillet meget teater på både Betty Nansen og Aveny-T. De steder har en helt speciel plads i mit hjerte”, fortæller Laura Bro.

Specielt de mange roller på Betty Nansen har været med til at forme Laura Bro som skuespiller. Det gjaldt ikke mindst, da hun var med i forestillingen 1001 nat NU tilbage i 2002, hvor 11 forfattere fra Mellemøsten fortalte, hvad kernen af deres kultur var og satte fokus på, hvorfor frygten for den muslimske kultur var så stor, at 75 % af den danske befolkning havde stemt på et politisk parti, som sigtede mod at sætte stop for indvandring af “de fremmede”.

”Jeg lærte at være til stede i nuet og ikke være bange for, at der kan komme momenter, som ikke er 100 procent planlagte. Hvis man er til stede i den situation, man er i, så kan der komme fantastiske ting ud af det. Det er i princippet det, al skuespilkunst handler om. At være til stede lige nu og her sammen med et andet menneske. Man skal simpelthen turde som skuespiller at træde ud af det planlagte, så man kan reagere ægte på, hvad ens medspillere siger og gør. Da jeg medvirkede i 1001 nat NU lærte jeg at slippe den kontrol”, fortæller Laura Bro.

Det samme gjorde hun, da Laura Bro blev inviteret til sidste casting af DR1’s anmelderroste serie, Herrens Veje. Her skulle hun spille over for Lars Mikkelsen, som Laura Bro altid har drømt om at spille sammen med.

I flere dage op til castingen var hun meget nervøs, men da øjeblikket kom, slap hun det hele og koncentrerede sig bare om nuet.

“Skide være med, at jeg ikke får den her rolle, tænkte jeg. Det handler om, jeg bare skal nyde at spille sammen med Lars Mikkelsen. Det er jo nu, jeg får chancen for at prøve det”, fortæller Laura.

Og det gjorde hun så.

”Jeg tror faktisk, min indgangsvinkel til den casting var medvirkende til, jeg fik rollen”, siger hun.

På mange måder blev det også en rolle, der kom til at betyde meget for Laura Bro.

Jeg føler, jeg er gået ind i et nyt rollefag med min medvirken i Herrens Veje. Jeg har næsten altid spillet roller, hvor jeg var yngre, end jeg er i virkeligheden. Det gør jeg ikke i Herrens Veje. Der får jeg lov til at bruge en anden del af mig selv som en voksen dame med autoritet. Og det er altså dejligt at få lov til det

Hun har stor respekt for, at DR har satset ved at producere en serie, som går i dybden med en række eksistentielle emner.

”Jeg har altid interesseret mig meget for teologi. Hele spektret af, hvad livet handler om. Hvor vi er på vej hen, og hvordan vi bruger vores liv. Det er vigtigt at stoppe op og mærke efter”, siger Laura Bro.

Det gjorde hun selv for fem år siden, da Laura netop var blevet single som 39-årig. Efterladt med et inderligt og brændende ønske om at få børn.

”Der stod børn med store bogstaver i panden på mig. Derfor valgte jeg at få Henry alene med hjælp fra en donor”, fortæller hun.

Fakta om Laura Bro

Laura Bro er født på Frederiksberg og er i dag 44 år gammel. Hun er født ind i en teaerfamilie som datter af skuespillerne Helle Hertz og Christoffer Bro. Og så er hun søster til skuespillerne Anders Peter Bro og Nicolas Bro. Derudover er hun kusine til skuespilleren Steen Stig Lommer samt niece til skuespillerinderne Vigga Bro og Lone Hertz og skuespilleren Tony Rodian.
Laura er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2002.
Hun har medvirket i så store film og tv-serier som Herrens Veje, Krøniken, Dirch, Under Sandet, en Kongelig affære og Sommer. Og så har hun medvirket i adskillige stykker på blandt andet Betty Nansen Teatret og Aveny-T.
Hun har for nylig slettet Facebook, fordi hun glemte at være til stede i nuet – og i stedet fortabte sig til det sociale medie. Og så er Laura Bro alenemor til sønnen Henry.

På samme tid havde hun to job på Frederiksberg. En fysisk hård genopsætning af Bliktrommen på Betty Nansen Teatret samt forestillingen Neo på Aveny-T.

”Jeg havde kvalme i seks måneder og kastede op alle steder. Det var benhårdt både at arbejde om dagen og spille om aftenen, men jeg er et meget pligtopfyldende menneske, der altid følger de ting til dørs, jeg har sagt ja til”, fortæller Laura Bro.

Som barn voksede Laura selv op i en teaterfamilie som datter af skuespillerne Helle Hertz og Christoffer Bro. Teater var deres liv, og Laura blev slæbt med på alverdens teaterscener.

Halvdelen af min barndom foregik på et teater

Det elskede Laura. Derfor har det også været naturligt for hende at tage sønnen Henry med på teaterscener. Det har dog ikke været en ubetinget succes.

”Han synes faktisk, det er ret uhyggeligt, når andre klæder sig ud. Jeg har prøvet at have ham med på scenen med lyset tændt flere gange, men han kan ikke lide det. Og det er jo fint, for vi er alle forskellige. Og man skal jo have lov til at have sin egen identitet”, siger Laura, mens hun smiler, som kun en rummelig og stolt mor med masser af kærlighed til sit barn kan gøre.

Til gengæld håber hun meget, at sønnen Henry kommer til at få glæde af Børnemuseet på Svanholmvej, der er et eventyrligt samlingssted for børnefamilier, der elsker hygge og kreative oplevelser.

”Jeg er helt vild med det sted. Jeg har længe fulgt dem på sociale medier, og nu er Henry ved at være så gammel, at han forhåbentlig også kan få glæde af det”, fortæller Laura.

Indtil videre har de to brugt både Zoologisk Have og Frederiksberg Have meget på adskillige udflugter. Laura vil nemlig så gerne give noget af det Frederiksberg videre til Henry, som hun holder så meget af.

”Jeg elsker jo hele det kulturelle islæt, der er på Frederiksberg. Møstings Hus, teatrene, Storm-P-museet. Og hele Gammel Kongevej. Det er en fantastisk shoppegade. En gang imellem skal man gøre sig selv den tjeneste ikke at cykle eller køre bil, men bare gå fra den ene ende til den anden”, siger Laura Bro.

”Og så har du hele tiden fornemmelsen af, at der er en have lige rundt om hjørnet på Frederiksberg. Det elsker jeg. For mig er Frederiksberg duften af syrener lige efter sommerregn. Og er der et syrentræ i nærheden af mig uanset, hvor jeg befinder mig, så er jeg med det samme tilbage på Frederiksberg i mine tanker”, siger Laura Bro.