Det økologiske eventyr fortsætter for populære Gló, som netop har åbnet deres fjerde restaurant på Værnedamsvej 18. Med farvestrålende smoothiebowls, smagfulde salater og koldpresset kaffe byder Gló velkommen i smukke, naturlige omgivelser, hvor økologi og bæredygtighed altid er i front.

Islandske Gló har slået dørene op til deres fjerde økologiske restaurant på Værnedamsvej i, hvor de byder velkommen i hyggelige omgivelser med udendørsservering, så du kan nyde den danske sommer.

Hos Gló er nøgleordet altid friske, økologiske råvarer, hvor ejer Solla Eiriksdottir ønsker at inspirere danskerne til en sund og økologisk livsstil. Det afspejler sig også i Glós menukort, som tæller alt fra smoothie bowl med chia og solbær, mediterranean bowl med falafel, søde kartofler og hummus – til vegansk chokoladekage og raw granola bar.

Fokus på bæredygtighed og høj kvalitet

Gló startede deres historie på Island, hvor ejer og stifter Solla Eiriksdottir er fra. Siden første restaurant åbnede i 2010 i Reykjavik, er der kommet to nye til på Island og hele fire restauranter i Danmark. Med sit store engagement i det økologiske univers og passion for høj kvalitet er hun flere gange blevet kåret som verdens bedste grønne kok og har dermed gjort sit navn populært over hele verden.

Solla Eiriksdottir arbejder konstant for at gøre verden til et bedre sted med sine kreative madkundskaber, som altid fokuserer på det økologiske og bæredygtige aspekt. Dette indebærer også, at Gló ønsker at reducere mængden af skrald, samt verdens enorme plastforbrug.