“Detox-hysteriet og nulindtaget af kulhydrater er blevet synonym med tomhed og ligegyldighed. I stedet finder vi tilbage til gode gamle og trygge idealer og retter”, fortæller livsstilsekspert Julia Lahme om en af tidens helt store tendenser. Mormormaden.

Kalvefrikassé. Frikadeller med sovs og kartofler. Og tarteletter.
Mormormaden er tilbage. Og det er alle steder. I kogebøger, som inspiration i magasiner og rundt om på Frederiksbergs cafeer og restauranter.

”I flere år har vi været fokuseret på perfekte kroppe og fitnessfood. Nu er vi helt ude af den tid, jeg kalder for kropstiden. Detox-hysteriet og nulindtaget af kulhydrater er nemlig blevet synonym med en tomhed og ligegyldighed. I stedet finder vi tilbage til gode gamle trygge idealer og retter. For helt ærligt, hvorfor skal vi sige nej til noget, vi i virkeligheden gerne vil have”, fortæller livsstilsekspert Julia Lahme.

Hun uddyber, at danskerne generelt for tiden er meget optagede af at kigge indad og tilbage i tiden. Vi holder simpelthen fast i, at vi har en historie sammen. Det ser man blandt andet også ved, at DR igen sender Matador og andre god gamle kendinge.

Detox-hysteriet og nulindtaget af kulhydrater er blevet synonym med en tomhed og ligegyldighed. I stedet finder vi tilbage til gode gamle trygge idealer og retter.

”Vi kigger ud i en verden, der hele tiden bliver hårdere. Det er både Donald Trump og situationen i Nordkorea eksempler på. Og når vi gør det, så vender vi os ofte mod noget, der er trygt og rart. Vi trækker os tilbage til det, der giver tryghed. Og det gør både Matador og mormormaden i den grad”, fortæller Julia Lahme.