Kristian Arpe-Møller er i dag den danske køkkenchef, der har holdt sin restaurants stjerne i Michelin-guiden flest år i træk på Formel B. Selvom restaurantens fokus er ændret, er passionen for mad kun blevet større med tiden.

For 15. år i træk er Formel B på Frederiksberg repræsenteret med en stjerne i Michelin-guiden. En bedrift, der i sig selv er imponerende. Endnu mere imponerende er det dog, at køkkenchef Kristian Arpe-Møller er den danske køkkenchef, der flest år i træk har holdt sin restaurant i den stjernefyldte guide.

“Vi er meget stole og ydmyge over den anerkendelse, det er at få michelin-stjernen. Vi har nu haft stjernen i 15 år, hvilket jo vidner om en enorm kvalitet og ikke mindst stabilitet. Vores drivkraft er at have glade gæster og se dem komme tilbage år efter år. For os stjernen et skulderklap, mere end det er en drivkraft i sig selv”, fortæller Kristian Arpe-Møller til weFRB.dk

Køkkenchefens fokus er først og fremmest på kvaliteten af den enkelte råvare.

“Vi arbejder i øjenhøjde med vores leverandører, som hovedsageligt er små danske producenter med respekt for bæredygtighed og naturen”.

Formel B’s menukort består af omkring 20 småretter, som løbende bliver udskiftet, så de passer til sæsonen. Og så er de på Formel B vilde med specielt vine fra Bourgogne.

“Vi har besøgt de fleste af vores vinproducenter gennem flere år, og vi har et personligt forhold til dem og deres vine. Det er en stor glæde, som vi gerne vil dele med så mange som muligt. Derfor er det vores mål at tilbyde et af byens prismæssigt mest imødekommende vinkort med vinene fra Bourgogne i fokus”.

Formel B er den eneste restaurant på Frederiksberg med en stjerne i Michelin-guiden. Men København byder på masser af stjernehæder. Her kan du se listen over alle årets michelin-stjerner til københavnske restauranter:

Geranium, København (3 stjerner)
Noma, København (2 stjerner)
A.O.C, København (2 stjerner)
Kadeau, København (2 stjerner)
Restaurant Alouette, København (1 stjerne)
Clou, København (1 stjerne)
Era Ora, København (1 stjerne)
Formel B, København (1 stjerne)
Jordnær, København (1 stjerne)
Kiin Kiin, København (1 stjerne)
Kokkeriet, København (1 stjerne)
Kong Hans Kælder, København (1 stjerne)
Marchal, København (1 stjerne)
108, København (1 stjerne)
Relæ, København (1 stjerne)