De 100 rigeste på Frederiksberg ejer, hvad der svarer til den samlede formue hos 45,5 procent af alle voksne på Frederiksberg.

Nogle griner hele vejen til banken. Andre kan knap få pengene til at række til en hel måned.

På Frederiksberg ejer de 100 rigeste nemlig svimlende 6.300.000.000. Det svarer til formuen hos 45,5 procent af alle voksne i kommunen. Det viser en analyse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation baseret på Danmark Statistiks registerdatabase, som Ekstra Bladet har afdækket.

LÆS OGSÅ: Vi spiser langt mere sundt end vores naboer på Vesterbro og i Valby

Ydermere viser analysen, at gennemsnitsformuen hos de 10 procent rigeste på Frederiksberg er 7.967.050 kroner, mens den for de 10 procent fattigste er på minus 262.000.

Med andre ord. Der er altså kæmpe forskel på rig og fattig på Frederiksberg. Det er noget, borgmester, Jørgen Glenthøj, er opmærksom på.

”Frederiksberg er og skal blive ved med at være en socialt bæredygtig by. De brede skuldre skal hjælpe de af vore medborgere, der af den ene eller den anden årsag har det svært”, siger han.

“Min opgave som borgmester er at stå i spidsen for at skabe de bedst mulige rammer for alle. For eksempel i form af gode sociale tilbud for udsatte, og ved at der fortsat er plads til borgere med en beskeden indkomst på Frederiksberg”, siger Jørgen Glenthøj til weFRB.dk.

LÆS OGSÅNu kan du ganske gratis få din helt egen Frederiksberg-plakat

Til sammenligning er gennemsnitsformuen hos de 10 procent rigeste i Københavns Kommune på 5.220.125 kroner, mens den for de 10 procent fattigste er på minus 338.000.