Denne weekend er det igen tid til fest og Copenhagen Pride. Og så er der flere loppemarkeder.

Weekenden er spækket med fede arrangementer og events på Frederiksberg. weFRB.dk guider dig her igennem til nogle af dem.

Fredag den 17. august

Bossa Nova på Ipanema Café
Mellem 18 og 21 kan du opleve brasilianske Rogerio på Ipanema Café på Vodroffsvej, hvor han vil sørge for lækker Bossa Nova i et par timer.

Lørdag den 18. august

Copenhagen Pride ved Frederiksberg Rådhus
Traditionen tro vil tusinder af festklædte mennesker igen i år fejre mangfoldighedens Danmark, når den årlige Pride Parade starter fra Frederiksberg Rådhusplads for at gå ned af Frederiksberg Allé, Vesterbro og slutter på Københavns Rådhusplads, hvor det store show afholdes. På Frederiksberg Rådhusplads vil der være musik og taler fra kl. 11 indtil afgang kl. 13.

STARTS’s præsentationskoncerter i KU.BE
START2000 præsenterer koncerter med: Trine Therkelsen, Jonas Menke, Frida Jacobi og Kathrine Mai Caravan fra klokken 19, hvor der er åbningstale ved Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj. Der er fri entré. START præsenterer en række af Danmarks bedste bands og solister. Start Frederiksberg START2000 støttes af Frederiksberg Kommune.

Søndag den 19. august:

Loppemarked i KU.BE’s byhave
I dag kan du mellem 10 og 15 gøre et godt kup på en dejlig sommersøndag, når KU.BE holder loppemarked. Trænger du til en forfriskning undervejs, serverer vores glade café både kolde og varme drikkevarer samt lækker mad. Er vejret godt, sætter vi stande op i vores dejlige grønne byhave. Hvis vejrguderne ikke smiler til os, bliver loppemarkedet afholdt i vores smukke lokaler Zen1 og Zen2. Du kan booke stand på kube.loppemarked@gmail.com. Det koster 75 kroner per bord og 50 kroner for et stativ. Du kan selvfølgelig også bare møde op for at shoppe. God fornøjelse.

Veras marked under Bispeengbuen
Fra klokken 10 kan du igen gå shop-amok i genbrugstøj og guld under Bispeengbuen, når Vera atter sælger tøj på sit velkendte søndagsloppemarked.