Et nyt haveprojekt skal gøre vores by endnu mere grøn, og nu kan du ansøge om en gadehave på Frederiksberg.

Har du altid drømt om dit helt eget lille havestykke? En lille oase, hvor du kan dyrke grønt og blomster og være med til at gøre vores by endnu mere grøn? Så er det nu, du kan ansøge om en gadehave på Frederiksberg. Her står du selv for at passe planterne og dyrke jorden.

Gadehaverne rundt omkring i hele byen er et nyt projekt, som ikke kun skal gøre Frederiksberg mere grøn. Meningen er også at skabe mere biodiversitet og bynatur i kommunen.

“Gadehaver er smukke at se på og tiltrækker samtidig insekter, så vi får en endnu mere bæredygtig by. Mange er glade for at bo i byen, men savner måske at få lidt jord under neglene og have et grønt fristed tæt på, hvor de bor. Nu bliver det muligt at få sin egen have lige uden for hoveddøren. Og jeg tror og håber, at gadehaverne bliver et fast indslag i bybilledet, som vi alle sammen kan nyde synet af, når de står i fuldt flor til sommer”, fortæller borgmester Simon Aggesen.

Som nybagt havepasser får du en startpakke med Frederiksbergs egen frøblanding, jord samt enten et højbed eller et lavere bed i cortenstål, og nogle haveredskaber til at komme i gang. Du skal selv stå for at etablere og passe din have, mens Frederiksberg Kommune inviterer til netværksmøder og supplerer med gode råd om havebrug.

“En gadehave er en god mulighed for at bidrage til bynaturen på Frederiksberg, hvor hver en kvadratmeter tæller. Vi bor i en kommune, hvor vi prioriterer alt det grønne, og gadehaverne ser jeg som en ekstra og særlig indsats, hvor borgerne i høj grad kan være med til at sætte deres præg på byen”, siger formand for By- og Miljøudvalget Jan E. Jørgensen.

Sådan får du en gadehave på Frederiksberg

Ønsker du en gadehave på Frederiksberg, så kan du ansøge i en af de to ansøgningsrunder, som allerede nu finder sted. Du er selv med til at bestemme, hvor gadehaven skal ligge, og I kan godt være flere om en gadehave. Du finder ansøgning og mere information via linket her.

Du forpligter dig med projektet til selv at passe din egen gadehave på Frederiksberg. Og så er du oven i købet både med til at gøre byen mere grøn og får et sted, hvor du kan hente friske blomster.