Vidste du, at det ikoniske tårn i ZOO er 43,5 meter højt? Det blev bygget efter inspiration af Eiffel-tårnet, har 182 trin til toppen og er oprindeligt fra maj 1905? Her kan du lære alt om tårnet i ZOO. Og pssst. I Kristi Himmelfarts-weekenden er der genåbningsfest.

I de seneste fem måneder har udsigten fra det ikonoiske tårn i ZOO været forbeholdt en håndfuld tømrere, malere og stilladsarbejdere. Nu åbnes der igen op for fuld musik til tårnet i ZOO i en ny og gennemrestaureret udgave.

Fra Kristi Himmelfartsdag er der igen adgang til toppen af det 116 år gamle trætårn i Zoologisk Have København. Tårnet var oprindeligt bygget som en midlertidig udkigspost, men blev en stormende succes fra første dag. Siden åbningen i 1905 har 40.000 gæster hvert år taget turen 43,5 meter op og nydt udsigten over København og Sydsverige.

“Det ikoniske tårn i ZOO er jo en del af byens skyline helt på linje med Rundetårn, Københavns Rådhus og Børsen. Og med placeringen på toppen af Frederiksberg, og dermed 70 meter over havets overflade, får du her et blændende 360 graders blik på hovedstaden og endda helt til Sverige på de klare dage,” siger administrerende direktør Jørgen Nielsen.

Zootårnet er renoveret fra top til bund med omfattende maler- og tømrerarbejde, en helt ny trækrone på toppen, et ekstra lysende ZOO-logo ind mod København, skilte med hjælp til at udpege byens øvrige tårne og fremfor alt masser af selfie-muligheder med byens skyline som kulisse.

“Alle kender det smukke tårn, men når først man står direkte under det i ZOO, glemmer mange at lægge nakken tilbage og tage turen op til toppen. Og det er synd, for bedre udsigt finder du ikke i København,” siger Jørgen Nielsen.

LÆS OGSÅ: Se historisk video og gamle billeder: ZOO fylder 159 år

Han har ambitioner om at trække dobbelt så mange i tårnet som de øvrige år.

”De første år gik entreen til tårnet til at betale bygmesteren bag, men nu hvor det for længst er afdraget, kan vi lade alle indtægterne gå til vores arbejde med at passe på verdens dyr. Derfor håber jeg, at 80.000 mennesker vil tage turen til toppen de næste mange år. Så vil de udover den betagende udsigt også kunne lære om byens øvrige tårne og spir horisonten rundt – og om ZOOs mange projekter kloden rundt.”

I toppen vil man også kunne lære, at entreindtægten til tårnet eksempelvis lander 9069 km væk i Pilanesberg Nationalpark, hvor de er med til at sikre næsehorn mod krybskytteri. Eller 2537 km væk i Zackenberg i Grønland, hvor de bidrager til at tracke bestanden af vilde moskusokser. Nogle ender kun 123 km væk i Refsvindinge på Fyn og arbejdet med at genudsætte truede danske padder.

”Det er derfor, vi siger: Tag turen til toppen og se, hvor langt din støtte rækker,” siger Jørgen Nielsen og indbyder til åbningsfest alle dage i Kristi Himmelfartsferien.

Her vil der fra torsdag til søndag være musik i tårnet, som også får besøg af panda-maskotten. Adgang koster 20 kroner, mens Zookortholdere har gratis adgang.

Fakta om det tårnet i ZOO

Designet af Theodor Andreas Hirth med inspiration fra Eiffeltårnet
Bygget og betalt af tømrermester Otto Arboe
Indviet 31. maj 1905 og har siden haft 40.000 gæster årligt
43,5 meter højt
182 trin til øverste plateau, der ligger 70 meter over havet
360 graders udsigt over hele hovedstaden og Sveriges kyst.
Renoveringen har bl.a. involveret 125 kilo fugemasse, 2,5 ton tømmer og 900 kg stål til afstivning
Under den første corona-nedlukning i foråret 2020 var ZOO lukket for første gang siden Anden Verdenskrig. Derfor var flaget i toppen af tårnet heller ikke hejst i ugevis – undtagen på Dronningens 80 års fødselsdag, hvor en zoomedarbejder tog turen til toppen for at hejse flaget