Gigantiske dukker midt på gaden, akrobatisk dans og komedie i verdensklasse. Alt det, og meget mere, kan opleves ganske gratis under Frederiksberg Gadeteaterfestival den 23. og 24. august 2019.

Julius Thomsens Plads bliver igen forvandlet til en festlig teaterscene, når Frederiksberg Gadeteaterfestival med noget af det bedste inden for internationalt gadeteater besøger byen.

“Vi glæder os til igen at dele et program med de bedste eksempler fra den internationale gadeteaterverden”, siger festivalleder Zelis Niegaard.

“Det bliver muligt at opleve gigantiske dukker midt på gaden med Big Dancers fra Spanien. Man kan også opleve A Flock Of Flyers – en sandfærdig komediefortælling om canadiske jægerpiloter, der måtte lære at flyve helt uden flyvemaskiner”, siger Zelis Niegaard og uddyber:

“Gadeteater skaber en hyggelig, familievenlig og ren byfest i dagtimerne. Alle kan nyde forestillingerne i fællesskab – ligegyldigt om man er 3 eller 99 år. Med gadeteateret i centrum er alle med til at skabe et nyt og fantasifuldt bybillede under festivalen”, fortæller hun.

Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler har eksisteret siden 2013, og gennemføres i år med både private og offentlige støttemidler.

Program på Julius Thomsens Plads den 23. august:

Otros Aires klokken 10.30 til 11.00 og 14.30 til 15.00:
Oplev akrobatisk dans fra nye luftlag, der leger med tyngdekræften med Mercedes Martin Garcia og Pablo Raffo fra Argentina. De præsenterer en stærk, sensuel og lidenskabelig akrobatik. Krydret med tango, comedy og latinamerikansk ”Rock N’ Ballet” mødes det hele i en stor genreblanding. På én gang feminin og maskulin, let som en sommerfugl og tung som en okse, udforsker de to akrobater deres forskellige rødder fra det argentinske cirkusmiljø. Med kroppen som sprog fortæller parret en historie om at finde sig selv – og hinanden – i en ustabil verden.

Big Dancers klokken 11.00 til 11.30 og 16.00 til 16.30:
Julius Thomsens Plads oversvømmes med fest og farver, når Big Dancers danser forbi. Et optog med gigantiske marionetdukker inviterer dig med til fest. Ført an af ceremonimesteren kulminerer det hele i et spektakel af festlig musik, skarp koreografi og magisk atmosfære. De farverige kæmpedukker er ikke til at overse, når de kridter danseskoene og tårner mod himlen. På alle måder en ”stor” forestilling.

Program på Julius Thomsens Plads den 24. august:

The Sound of Sewing klokken 10.30 til 14.30:
Genbrug, performance og humor mødes i en sprudlende teater-systue. Siden 2003 har Karin Arts og Mariken Biegman-van Geel fra Holland rejst verden rundt med cykler, store antikke symaskiner og et fantasifuldt show. Publikum inviteres til at medbringe sit gamle tøj og lade kvinderne omdanne det til unikke kunstværker – helt gratis! Det eneste de har brug for, er lidt hjælp til at træde i pedalerne, så symaskinerne kan komme i gang. Så tag dit gamle kluns under armen, og kom hjem med en one-of-a-kind souvenir til klædeskabet.

Les Moutons klokken 13.00 til 13.30:
Hvordan ser hverdagen ud for et får? Få svaret i denne sjove, fantasifulde og bizarre forestilling. Publikum inviteres med til et underholdende og mærkeligt univers: Et detaljeret og surrealistisk indblik i livet som får. Julie, Marie-Louise, Bernadette og César er tre får og en vædder der lever et stille liv. Tiden går med drøvtygning, klipning, malkning og meget andet, som publikum kan give en hjælpende hånd til. Oplev en innovativ forestilling, der drejer virkeligheden i nye retninger.

A Flock Of Flyers klokken 14.45 til 15.15:
En hylende morsom komedieklassiker lander i Danmark – baseret på en usandsynlig sand historie. På grund af omfattende nedskæringer har Canadas 217. ybastion mistet deres ymaskiner. Men det er en detalje, der langt fra stopper en gruppe ægte jægerpiloter! Koreograferet ned til mindste millimeter og fast besluttede på at yve, uanset hvad, fortsætter de deres træning på fantasifuld vis. Selvom resultatet måske ender tættere på Monty Python end Flyvevåbnet.

Camping Royale klokken 16.15 til 16.55:
Et satirisk og skørt eventyr for hele familien. To dronninger begiver sig ud fra deres slotte og tronsale for at besøge… en campingplads? Langt væk fra deres sædvanlige pomp og pragt skal de nu klare sig selv. Helt uden tjenestefolk må de pludselig overkomme udfordringerne, der følger med et simpelt liv. Se med når dronningerne fanger fisk, overlever i naturen og forsøger at gøre de beskedne omgivelser en smule mere royale.