Skolernes sommerferie banker snart på døren. Og som altid er der på Frederiksberg masser af sjove aktiviteter for børn hele sommeren. Nogle af aktiviteterne kræver tilmelding, så vi giver dig allerede nu det fulde overblik, så du er sikker på, dine børn ikke misser noget.

En AquaCamp, Teatersommerskole og Den Store Bagedyst for børn. Frederiksberg er fyldt med masser af sjove aktiviteter for børn gennem hele sommeren.

Det gælder, uanset om du er til kreative projekter, eller hvis der skal være fart over feltet.

”Det er de færreste forældre, der kan holde fri eller være bortrejst i alle skolernes sommerferieuger. Derfor er det rart at vide, at man sagtens kan holde en både sjov og meningsfuld sommerferie hjemme på Frederiksberg. Det, tror jeg, mange familier sætter pris på”, siger borgmester Jørgen Glenthøj.

Det er Frederiksberg Kommune, der arrangerer alle aktiviteterne i fællesskab med foreningslivet på Frederiksberg.

Og her kan dine børn blandt andet komme på en AquaCamp, som går ud på, at børn i alderen fra 7 år og op kan bruge en uge af deres sommerferie i og omkring svømmehallen sammen med en masse andre svømmeglade børn. Eksempelvis vil børnene udover en sjov svømmeundervisning blive udfordret i livredning, udspring, skattejagt, samarbejdsøvelser, boldspil og meget mere.

Alle aktiviteter er centreret omkring tre samlingspunkter i byen: Hovedbiblioteket, KU.BE og Lindevangsparken, hvor børnene kan dukke op og frit tage del i dagens aktiviteter.

”Vi har ændret konceptet for vores sommerferieaktiviteter lidt, så vi i højere grad laver åbne aktiviteter, der ikke kræver tilmelding. Det giver familierne større fleksibilitet, når ferien skal planlægges. Og så tror jeg, at det vil give endnu flere børn mulighed for at være med og måske lære noget nyt – eller få nogle nye venner”, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederiksberg Kommune, Simon Aggesen (C).

Alligevel er der nogle aktiviteter, som kræver tilmelding. Blandt andet AquaCamp’en. Via linket her, kan du se alle arrangementer og aktiviteter for børn igennem sommeren på Frederiksberg. Siden bliver løbende opdateret. Og her er det også muligt at se, hvad der kræver tilmelding.