Efter mere end 20 års venten blev der i weekenden født to isbjørneunger i Zoologisk Have. Den ene unge klarer sig indtil videre godt, mens den anden unge gik til kort efter fødslen.

Lørdag morgen kunne ZOO’s personale via overvågningskameraer følge med i fødslen af de isbjørneunger, der kom til verden i isbjørneanlæggets ene fødehule. Hunisbjørnen Lynn fødte to unger, og overvågningen viser både selve fødslen og første gang ungerne dier. Senere blev det dog klart, at den ene af ungerne ikke overlevede. Se fødslen og den første diegivning her.

Videnskabelig direktør Bengt Holst har om nogen ventet spændt på fødslen, da der ikke siden 1996 har været isbjørneunger i ZOO.

”Det er en rigtig stor begivenhed for os. Et stort og dedikeret team af dyrepassere og zoologer har arbejdet hårdt på at nå hertil, så det er med stor, stor glæde, at vi har fulgt fødslen. Men det er stadig meget tidligt i forløbet, og de første to-tre uger er særdeles kritiske, som vi også allerede har set med den ene af ungerne,” siger Bengt Holst i en pressemeddelelse fra ZOO og forklarer, at hunnen fremfor alt skal have ro.

”Vores vigtigste opgave lige nu er at sikre bjørnene absolut ro, da selv den mindste forstyrrelse kan få hunnen til at reagere voldsomt. Og det vil vi for alt i verden undgå,” siger Bengt Holst.

Isbjørneungen og hunnen tilbringer de første to måneder af ungens liv i fødehulen. ZOO’s gæster kan derfor forvente at se ungen i anlægget i løbet af februar eller marts måned.

ZOOs anden hunisbjørn, Noel, har adgang til sin egen fødehule. Det tyder dog ikke på, at hun er drægtig, selvom begge hunner blev parret af hanisbjørnen Nord i april.

Fakta

· Hunisbjørnen Lynn fødte 1. december to unger. Den ene døde kort efter fødslen, mens den anden fortsat lever.
· Isbjørne vejer ca. 500 gram ved fødslen.
· Mere end halvdelen af alle nyfødte isbjørneunger overlever ikke de første 30 dage efter fødslen.
· Først efter to måneder i fødehulen kommer ungerne udenfor.
· Der bliver født 10-12 overlevende unger om året i det europæiske avlsprogram