2. pinsedag er der lagt op til en løbefest på Frederiksberg, når Hans Kongelige Højhed Kronprinsen endnu en gang indtager byen i løbesko.

De fleste kan genkalde sig billederne fra Royal Run i maj 2018, hvor Kronprinsen i anledning af sin 50-års fødselsdag løb med flere end 35.000 danskere på Frederiksberg og i København. Løbet blev en kæmpe succes. Det var derfor ikke svært for Kronprinsen at træffe beslutningen om at fortsætte initiativet og opfordre danskerne til at snøre løbeskoene igen i år.

D. 10. juni indtager Royal Run Frederiksberg igen, og det glæder borgmester Jørgen Glenthøj (C):

– Royal Run i 2018 var en fantastisk fest for hele byen. Det var en stor oplevelse for både tilskuere og løbere, som fik flot opbakning fra de mange heppekor og underholdningen langs ruten. Stemningen var helt i top, og vi glæder os til at være en del af Royal Run igen i år, siger han.

LÆS OGSÅ: Kronprins Frederik: “Frederiksberg har den smukkeste setting i aftensolen”

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Simon Aggesen (C) er også glad for, at Royal Run bliver gentaget:

– Frederiksberg har som Bevæg dig for livet-kommune et ambitiøst mål om at øge idrætsdeltagelsen i byen. Sidste år fik Royal Run rigtig mange helt nye motionister til at snøre gå- eller løbeskoene. Så jeg er meget glad for, at løbet vender tilbage i år, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg Simon Aggesen (C)

Royal Run er ikke et klassisk motionsløb med sluttiden i højsædet. Det er muligt både at løbe og gå på alle distancer, og der er eksempelvis særlige heats for familier. Man kan allerede nu tilmelde sig løbet og finde mere information på Royal Runs hjemmeside.

Fakta om Royal Run 2019

Royal Run afholdes d. 10. juni 2019 i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg

På Færøerne skyder Kronprinsen Royal Run i gang ved at løbe 10 km d. 1. juni.

D. 10. juni åbner Kronprinsen Royal Run med at løbe One Mile i Aarhus. Kronprinsessen bakker op om løbet ved at løbe 5 km i Aalborg, og Kronprinsen slutter dagen med at løbe 10 km i København/Frederiksberg.

I Aalborg og Aarhus kan man deltage på One Mile (1,6 km), 5 km og 10 km

I København/Frederiksberg kan man deltage på One Mile (1,6 km) og 10 km

I Rønne på Bornholm holdes Royal Run uden kongelig deltagelse samme dag, d. 10. juni.

De lokale arrangører er Aalborg Atletik og Motion, Aarhus 1900 samt Sparta. På Bornholm er det Viking-Atletik og på Færøerne er det idrætsklubben Treysti.

Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af HKH Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Her var 70.575 tilmeldt i Danmarks fem største byer.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV 2 er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.