Han er vokset op i en religiøs kult i USA. Han er Instagram-fænomen som den syngende bager. Og så har han bagt luksus-bagels i USA. Nu får Frederiksbergs bagel-scene et nøk opad, efter bageren Rei Matteson fra New York er blevet en del af holdet på Meyers Deli. Og pssst. Du kan få fingrene i gratis bagels og kaffe, når brødnyheden bliver fejret den 20. august.

Bagels er et cirkelrundt stykke historie, der går på tværs af århundreder og Atlanterhavet. De første skriftlige beretninger om bagels kan dateres 400 år tilbage, mens deres forløbere – de såkaldte obwarzaneks – omtales allerede i 1300-tallet. Det er dog først med indvandringen af østeuropæiske jøder i slutningen af 1800- og starten af 1900-tallet i USA, at bagels for alvor vinder frem.  

I de såkaldte ’delicatessen’, som senere forkortes ’delis’, bliver bagels hurtigt en populær spise. Der skal cream cheese og laks i midten af brødringen, der først koges og bages for at opnå et knasende ydre og et sejt indre. For enden af historiefortællingen skriver vi 2019, og den New Yorker-jødiske klassiker rammer endelig Meyers Deli på Frederiksberg. 

Rei Matteson er manden, der fra 1. august har holdt bagelgryderne i kog i kælderen på Meyers Deli. Han er en ung mand på 28 år med flere talenter og en ikke helt almindelig livshistorie. Rei er født og opvokset i en religiøs kult i Wisconsin, som forældrene brød ud af, da han var tre år gammel. Han har 14 brødre og søstre, er hjemmeskolet og fik job i et køkken som 14-årig for at tjene penge til husholdningen.  

Efter en lynkarriere som teenagekok, fik han øjnene op for bagning i Texas som 20-årig. Bagerejsen gik gennem et jødisk bageri i Williamsburg i Brooklyn, videre til luksus-bagel-butikken Black Seeds i New York og til Meyers på Grand Central Station i 2018. Nu har Rei takket ja til at bage i Danmark resten af 2019 ud som en begyndelse. Selvom Rei er trænet i langtidsmodnede surdejsbrød og kager, er bagels hans speciale.  

Fik vi nævnt, at Rei også går under navnet ’Den syngende bager’? Bare tjek hans Instagram-profil – så forstår du hvorfor.  

Hos Meyers Deli har Rei Matteson skabt en opskrift, der fusionerer New Yorker-bagelens crunch med Montréal-bagelens sødme. Hvededejen håndrulles til ringe og koges i honningvand, før de iklædes sesam og bages ved høje temperaturer. Resultatet er sødt, salt, sprødt, blødt og selvfølgelig økologisk. 

Tirsdag den 20. august fra  kl. 7:30 til 9:00 fejrer Meyers Deli ankomsten af Rei og hans bagels med 100 gratis bagels fyldt med mandelsmør og syltetøj eller økologisk flødeost og nye løg på en ’first come first served’ basis. Er du ikke en af de første hundrede gæster, er filterkaffen stadig gratis, og normalprisen på de nye bagelvarianter stadig lidt af et scoop: 55 kroner. 

Til hverdag vil gæster hos Meyers Deli fremover også kunne bestille bagels med avocado og paprikabagte tomater eller den helt klassiske med laks, flødeost og kapers.